Fællessang fra højskolesangbogen

 Fællessang fra højskolesangbogen

Torsdag den 7. marts kl. 19-21 bydes der velkommen til endnu en musikalsk aften i Strandmarkskirken, hvor man skal synge sammen.

– Det er vores 3. gang med fællessang og vi har efter ønske fra flere deltagere valgt at forlænge med en halv time, så vi kan nå at synge flere af de dejlige sange. Derfor er aftenen nu fra 19-21. Vi synger primært fra Højskolesangbogen. Aftenens tema er aftensange og -salmer og denne aften er en oplagt mulighed for at dykke ned i det store udvalg af kendte og elskede aftensange/salmer som f.eks. Ingemann/Weyses ”Der står et slot i Vesterled”, Carl Nielsens ”Tunge, mørke natteskyer” og “Solen er så rød, mor”. Vi skal også synge et par af de nye aftensange, der er kommet med i Højskolesangbogen, bl.a. den utrolig smukke “Et hav, der vugger sig til ro nu”, og en lidt utraditionel, moderne aftensang/vuggevise af Suzanne Brøgger/Katrine Muff Enevoldsen.

– Jeg indleder hver gang fællessangen med at synge en solo og denne aften er jeg slet ikke i tvivl om at jeg vil synge Brahms Wiegenlied (vuggevise), fortæller Randi Gislason.

I spidsen for musikken står netop kirkens nye 1. organist Randi Gislason, som også fortæller lidt om de forskellige sange. Randi veksler mellem at synge for og akkompagnere sammen medorganiststuderende Nikolai Stoykov. Else fra Menighedsrådet, Antje præst og Anne Dorthe kirkekultur er med i fællessangsudvalget. Første afdeling med fællessang er fra kl. 19-19.50. Derefter er der en kort pause med et glas vin og en vand og derefter synges der igen fra 20.10 til 20.50, hvorefter der rundes af. I pausen er der mulighed for at ønske sange til 2. afdeling.

Det er gratis at være med, der er ingen tilmelding, man synger i kirkerummet og alle er velkomne.