Farvel til populær kordegn

Farvel til populær kordegn

Gunna Sørensen Riis stopper

På søndag den 26. november siger Risbjerg kirkes populære kordegn Gunna Sørensen Riis farvel efter 18 års virke. Det sker samme dag ved en afskedsreception i kirkens lokaler kl. 12.00.

I den anledning skriver Risbjerg Menighedsråds formand Inger Bidstrup:

- Vores kordegn ved Risbjerg Kirke, Gunna Sørensen Riis, har valgt at gå på pension til 1. december. Gunna har været en central person i kirken og har mødt besøgende og sognebørn på kontoret med stor varme og imødekommenhed. Det har altid været vigtigt for Gunna at de mennesker, som bruger kirken til livets store begivenheder eller deltager i aktiviteter har følt sig velkomne. Gunna har sat en ære i at passe sine mange opgaver som kordegn med professionalisme og engagement og sørget for, at alle opgaver er blevet udført korrekt.

- Gunna brænder for folkekirken og har været meget engageret i Risbjerg Kirke på flere fronter. Mange kan måske huske hende for deltagelse i revyerne i januar, hvor både folkekirken, menigheden og Risbjerg Kirke er blevet spiddet på kærlig vis.

Gunna vil blive savnet af både menighed og kolleger. Menighedsrådet siger tak til Gunna for mange års tjeneste og inviterer til afskedsreception for hende søndag d. 26. november kl. 12 i kirkens sideskib og håber, at mange vil være med til at gøre dagen festlig for Gunna.