Flere internationale medaljer til unge karateudøvere
Mange talenter i lokal kampsport
KAMPSPORT: To kæmpere fra Ekikin markerede sig stærkt ved deres første internationale stævne, da de i weekenden deltog i Swedish Open i karate i Sverige. Det blev til flere flotte præstationer – og klubbens første internationale medaljer.
Lørdag var det Smilla, der var i aktion i både kata og kumite. Stævnet var blot hendes andet som senior, og målet var først og fremmest at bygge videre på den positive udvikling.
I kata leverede hun en flot præstation med stor præcision i sine fokuspunkter, men måtte se sig slået 3-2.
Senere på dagen – næsten ni timer efter – var hun igen klar, denne gang i kumite. Her lagde hun stærkt ud med en overbevisende sejr over en svensk modstander. I semifinalen mødte hun den senere vinder fra Sverige og leverede en flot indsats, inden hun i bronzekampen besejrede en irsk modstander. Det blev samtidig klubbens første internationale medalje.
Søndag var det så Siennas tur til at gå på måtten i både kata og kumite.
I kata viste hun stort overskud og vandt sine to første kampe mod dygtige irske modstandere. I finalen ventede endnu en stærk irer, og efter en tæt kamp måtte hun se sig slået 2-1. Resultatet rakte dog til en flot sølvmedalje.
I kumite fortsatte hun de gode takter. Først blev en dansk modstander besejret, og i semifinalen kæmpede hun sig tilbage mod en irsk modstander efter at have været bagud og vandt i overbevisende stil.
Finalen blev en taktisk duel mod en dansk kæmper, som hun kender godt. Kampen blev først afgjort i sidste sekund, hvor Sienna tabte 1-0 – men kunne g glæde sig over endnu en sølvmedalje.
Samlet set blev det en meget stærk weekend for de to kæmpere fra Ekikin, der begge viste et højt niveau. Ifølge klubben er resultaterne et tydeligt tegn på den udvikling, som arbejdes målrettet med under ledelse af chefinstruktør Lone Hansen.
