Flere muligheder for seniormøder og fællesskaber

Flere muligheder for seniormøder og fællesskaber

Aktivitetscentret Paletten i Hvidovregade udvides

NYHEDER: Paletten i Hvidovregade, et populært møde- og aktivitetssted for seniorer, står overfor en spændende udvidelse, der skal sikre bedre rammer for de aktive og sociale fællesskaber, som stedet huser. Den enstemmige beslutning fra Kommunalbestyrelsen betyder en investering på 22,6 millioner kroner, hvilket vil give Paletten mere plads, forbedrede værkstedsfaciliteter og udvidede parkeringsmuligheder.

Den planlagte tilbygning på 200 kvadratmeter vil skabe et mere rummeligt miljø for de mange aktiviteter, der finder sted på Paletten hver uge. Nogle af de nye faciliteter, der forventes at blive indført, inkluderer, nye værksteder til træ, metal, glas og keramik, et kontor til frivillige og Seniorrådet, et fleksibelt holdrum, som også kan bruges som mødelokale, et nyt depot og toilet samt en udvidelse af den populære dansesal, som allerede tiltrækker mange brugere.

Projektet har været undervejs med aktiv inddragelse fra brugergruppen, der har bidraget til at fokusere på de reelle behov. Derudover har planen været sendt til høring i Seniorrådet samt Handicap- og Psykiatrirådet for at sikre bred opbakning.

- Paletten er et levende hus, hvor mange Hvidovre-borgere mødes til dans, håndværk, fællesspisning og debat. Med udvidelsen får vi endnu bedre rammer til at understøtte de mange fællesskaber, som gør en forskel for hverdagen og trivslen i Hvidovre, siger Arne Bech, formand for Ældre- og Sundhedsudvalget.

En væsentlig del af udvidelsen er også et øget antal parkeringspladser. Efter udvidelsen vil der være mulighed for 32-42 parkeringspladser ved Paletten, et behov, som brugerne selv har fremhævet.

Samtidig er kommunen i gang med at undersøge mulighederne for at opføre midlertidige, opvarmede værkstedsfaciliteter på 50 kvadratmeter. Disse skal give brugerne mere plads til aktiviteter, mens den permanente tilbygning er under konstruktion. Den midlertidige pavillon er en del af kommunens budget for 2026-2029 og forventes at stå klar i 2026.

Hvis alt forløber efter planen, vil den nye tilbygning blive indviet i midten af 2028, mens de nye udearealer forventes at være færdige sidst på året 2028.

 

 

red
menu
menu