Flot Avedøre-sejr over topholdet

 Flot Avedøre-sejr over topholdet

En stor fight og gode beslutninger gav vigtig 1-0 sejr

FODBOLD: Det blev en dejlig aften for Avedøres tilhængere og en overraskende 1-0 sejr over rækkens nummer et, Fredensborg. Kampens eneste mål faldt allerede efter 5 minutters spil, hvor Martin Nordentoft sendte et langskud ind under overliggeren uden chance for keeperen.

Gennem hele 1. halvleg var Avedøre det bedste hold og havde flere muligheder for at øge føringen. Den største tilfaldt forårets topscorer, Emil Møller, men ”Mølleren” fik slet ikke ram på bolden. Martin ”Jern” Nielsen var også igennem, men målmanden tog sig af skuddet, og i en to mod to situation kunne Jern og Gurskov måske have fået mere ud af det. Topholdet virkede derimod ufarlige og sendte ikke Emil Skjold Larsen i Avedøremålet på særlige udfordringer inden pausen.

Overvandt trængselstider

I pausen sagde en klog tilskuer, at Avedøre kun havde ét problem: At der var 45 minutter tilbage. Det viste sig at blive trængselstider for Avedøre, der naturligt blev presset af topholdet. Chancerne tilfaldt nu udeholdet, og i en situation måtte Skjold Larsen og forsvaret lave en tripleredning for at hindre en udligning. Der kom dog yderligere problemer midt i halvlegen ud over den med tiden. Kim Gurskov fik gult kort og 10 minutter i straffeboksen midt i halvlegen, og de sidste 10 minutter måtte Avedøres også spille i undertal, da Gurskov fik sit andet gule kort og nu kan hvile sig næste weekend. Det var dog lidt underligt, at der ikke tilfaldt udeholdet en ”ostemad” i perioden, men bl.a. Nicolai Geertsen (kom til Fredensborg fra Hvidovre IF´s superligahold januar 24) slap for kortet i en situation, der lignede dem, der udløste kort til Avedøreanføreren.

En stor fight og gode beslutninger af hele hjemmeholdet gav de tre points. Midterforsvaret med Anton Holm og Alek Farhan Bakalarz stod fantastisk godt hele kampen igennem foran en godt indgribende målmand Emil Skjold Larsen. På midten blev der løbet uafbrudt af Kim Gurskov (på trods af et par ufrivillige pauser) og Karl Gaardmand Braad, der helt sikkert spillede sin bedste kamp i den stribede zebratrøje. Men blev tacklet og fightet igennem over hele linjen..

Den næste turneringskamp spilles på lørdag den 11. maj kl. 13.00 på udebane mod Farum.

Foto: Skjold Larsen og forsvaret måtte blandt andet lave en triple-redning for at hindre en udligning.