Første student fra HF Ordblind

NAVNE: Sommeren er over os, og det betyder studenterhuer, fejring og afslutning på en vigtig rejse for mange unge. For første gang springer studenterne ud fra HF Ordblind på HF & VUC København Syd – en særligt tilrettelagt HF-uddannelse for unge med ordblindhed.
I august 2022 startede de første elever på dette nye tilbud. Gennem tre år har et tæt samarbejde mellem faglærere og ordblindelærere været fundamentet for elevernes læring. Undervisningen har været tilpasset, så eleverne både blev fagligt udfordret og støttet i deres udvikling.
Eleverne fremhæver især tre ting som afgørende for deres succes: tid, en klasse hvor alle er ordblinde, og samarbejdet mellem OBU-lærere og faglærere. En elev udtaler: “Der er støtte, og det bliver struktureret, det er ikke sådan, at faglæreren kører sit eget show og OBU-lærerne kører deres eget show. Det er meget struktureret.”
Indsatsen har båret frugt, og klassen har opnået et karaktergennemsnit over landsgennemsnittet. Sunneva var den første student, der sprang ud, og hun takker sine lærere for støtten gennem de tre år. Nu er hun klar til at læse til socialrådgiver.
For mange af eleverne har de tre år ikke kun ændret deres faglige niveau, men også deres tro på egne evner og fremtiden. En elev udtaler: “Jeg havde fået at vide, at jeg ikke kunne tage en HF. Mine forældre var også i tvivl, men efter at skifte til ordblindelinjen, står jeg her nu som færdig student og skal ind i politiet”.
Foto: Sunneva sprang ud som den første student sidste onsdag den 18. juni, hvor klassekammerater og familie var klar til at fejre hende. Sunneva udtaler også, at det især er hendes hf-lærere og ordblindelærerne, Simone og Signe, som har støttet hende gennem de tre år, der har bidraget til, at hun i dag er student. Nu er Sunneva klar til at læse til socialrådgiver, og glæder sig til de nye udfordringer.
red