Forældre til børn i specialområdet skal nu betale for SFO

Forældre til børn i specialområdet skal nu betale for SFO

Til gengæld får de samme rettigheder som åbningstider og feriebestemmelse som alle andre forældre til SFO-børn

Budgetstrukturen for specialområdet ændres ikke for nuværende, men forældre til børn i specialtilbuddene skal fremadrettet betale for at have deres børn i SFO.

Det er det foreløbige resultat af en kringlet budgetsag om ”ændring af budgetstruktur for specialområdet”. Den endelige politiske beslutning i kommunalbestyrelsen endte i en længere debat i kommunalbestyrelsen, hvor der trods uenighed mellem opposition og flertal dog var enighed om, at sagen var træls.

– Det her er en træls sag, for der er jo også en fejl i det her fra administrationens side. Sagen har ikke været godt nok belyst. I den nye beskrivelse af den her sag, der ligger nogle konsekvenser, som ingen af parterne kunne se sig selv i, sagde formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget (BUV, red.) Sara Benzon (F) indledningsvist.

Af samme grund, forklarede hun, har SF og Konservative da også under udvalgsbehandlingen stillet et ændringsforslag til sagen.

– C og F har lavet ændringsforslag i BUV for at tage den store del af besparelsen væk. Det var vi ikke indstillet på, sagde Sara Benzon.

Den forklaring kunne hverken Socialdemokraterne eller Enhedslisten dog acceptere.

– Vi er med på, at der er kommet et ændringsforslag, hvor man fjerner den direkte besparelse på personale. Men vi bemærker, at det er et dårligt forslag, der når ud over området bredt i stedet for, sagde Kenneth F. Christensen (A).

Ændringsforslag til ændring

Socialdemokraterne stillede derfor ændringsforslag til forslaget fra F og C.

– Vi har ændringsforslag til ændringsforslaget (fra Konservative og SF, red.) om at det ikke går ud over lønsummen på skoler og institutioner. For så ved vi, at det ikke får personalemæssige konsekvenser ude i marken, forklarede Kenneth F. Christiansen.

For Sara Benzon (F) gav A-forslaget dog ikke anledning til at sadle om.

– På en måde ser jeg vores forslag som lidt det samme. C og F har lavet ændringsforslaget i BUV for at tage den store del af besparelsen væk. Det var vi ikke indstillet på. Men det er klart, at vi har ikke kunnet finde 60 mio. kr. i et budget uden at det har konsekvenser. Omvendt vil jeg også sige, der er nogle forældre her, som får nogle rettigheder, som de har lige så meget krav på, som forældre til børn i almene tilbud. F.eks. udvidet åbningstilbud. Men også muligheden for at planlægge, hvornår man har sommerferie. Så ud af alt det her, der er træls, så synes jeg faktisk, at det er fair, at de her forældre har samme muligheder for at tilpasse deres arbejde, sagde Sara Benzon om ændringen af betaling for SFO for børn i specialtilbuddene.

Det fik dog ikke den politiske debat til at forstumme og fungerende borgmester Søren Friis Trebbien valgte derfor at tage en time out, så de to parter kunne drøfte sagen kort for lukkede mikrofoner. Efter time out'en lod det imidlertid til, at budgetforliget alle kunne tilslutte sig ændringsforslaget fra F og C.

– Det er rart, at alle er enige om, at den første del (besparelsen, red.) skal væk. Ingen af os her, har lyst til at barbere det her ned, og det havde vi haft muligheden for. Så jeg lytter mig til, at en enig kommunalbestyrelse siger nej tak til det – vi vil stadig gerne have ekstra personale i de her tilbud. Jeg er også enig med A i, at det ikke skal komme til at koste andre steder på normering, men jeg synes retmæssigt, at administrationen skal have lov til at komme med deres bedste bud på det her. Jeres (A’s, red.) forslag bliver for låst, sluttede Sara Benzon.

Forslaget blev således stemt igennem af alle pånær A, O og Ø.

 

red