Forbedring af græsbaner kan løbe op i 1 mio. kr.

Forbedring af græsbaner kan løbe op i 1 mio. kr.

Fjernelse af asfalt og etablering af terrasse ved boldbanerne bag Avedøre Stationsby kan blive dyrt

NYHEDER: Det kan komme til at koste op mod 1 mio. kr. at fjerne asfalt og anlægge terrasse ved boldbaner og cricketbane bag Avedøre Stationsby. Til gengæld vil der blive mere træningsplads for boldklubben SBV09 og Hvidovre Cricket Club.

Prisen på forbedringen er Hvidovre Kommune blevet bedt udregne efter et medlemsforslag fra gruppe A om at fjerne asfalten på en del af græsarealet bag klubhuset. Hvidovre Kommune udregnede desuden, hvad etablering af en terrasse ville koste. Gruppe A foreslog dog kun, at asfalten blev fjernet, så da sagen første gang blev behandlet af de to politiske udvalg Klima-, Miljø- og Teknikudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget og senere i Økonomiudvalget opstod der et politisk ønske om at se nærmere på, hvor meget udgiften alene ved fjernelse af asfalten ville beløbe sig til.

Sagen blev således genbehandlet i Økonomiudvalget mandag aften, hvor det af sagsfremstillingen fremgår, at alene fjernelse af asfalt og efterfølgende udjævning af jord og græssåning vil beløbe sig til mellem 550.000-660.000 kr. Skal der desuden lægges fliser ved klubhuset vil den pris potentielt løbe op i 330.000 kr.

Sagen blev behandlet på Økonomiudvalget mandag aften efter redaktionens deadline. Sagen skal dog også behandles i Kommunalbestyrelsen, hvor der skal tages endelig stilling til, om projektet i sin helhed skal sendes videre til budgetforhandlinger eller om det skal droppes.

Foto: Boldbanerne bag Avedøre Stationsby kan stå til et løft ved at få fjernet gammel asfalt.  

red
menu
menu