Foreningerne havde mange input med til Idrætsvisionen

Flot fremmøde fra idrætsklubber og andre foreninger til møde med workshop
NYHEDER: Idrætsklubber og foreninger var godt repræsenteret, da kommunen i onsdags holdt møde med workshop om Idrætsvisionen. Formålet med mødet var at få sat gang i den proces, der i første omgang har fokus på at få udviklet faciliteterne tre steder i Hvidovre, nemlig boldbaner ved Langhøjskolen, nybyggede faciliteter til bl.a. atletik på Strandmarkens Fritidscenter og et nyt Hvidovre Stadion. Mødet blev indledt af borgmester Anders Wolf Andresen og formand for Kultur- og Fritidsudvalget Kenneth Bak, der præsenterede vision og de tre første projekter og satte ord på det undersøgende og afdækkende arbejde, der har været i gang siden i sommer.
– Vi står med en stor sammenhængende plan for 300 mio. kr., hvor vi med planlægning og inddragelse vil styrke både foreningsfaciliteterne og sætte gang i en byudvikling, sagde borgmesteren og fortsatte:
– I dag tager vi så hul på et samarbejde om, hvordan vi bedst kan få udviklet de nye lokaler og fælles faciliteter, så der bliver plads til alle jeres mange aktiviteter. Bystrategisk rådgiver hos Grandville, Søren Houen Schmidt kom med eksempler på, hvordan man fx på Mols, i Valby og i Silkeborg har fundet løsninger på sambrug og multifunktionalitet i lignende projekter – og han gav bolden op til, at foreningsrepræsentanterne kunne gå ud i mødets fem workshops. Der blev talt Stadion, kunstgræsbaner, Strandmarkens Fritidscenter, fleksible faciliteter, som kan bruges af flere foreninger – og om selve Idrætsvisionen. ”Tænk større det er for småt”, ”Vedligehold det vi allerede har”, ”Tag Dansborghallen og -banerne med som en del af Stadion-projektet”, ”Giv os mulighed for at få samlet vores klubs aktiviteter på samme matrikel”, ”Gå sammen med foreningerne, når I skal udvikle faciliteterne på Strandmarkens Fritidscenter – og tænk det klogere”, ”Tænk plads og rum til foreningerne ind på fx skoler” og ”Lav en plan for, hvordan man flytter os rundt, og inddrag os, når I laver den” var bare nogle af de mange gode og konstruktive input og kommentarer, deltagerne fra idrætsklubber og øvrige foreninger delte ud af i de fem workshops.
Der blev også talt om støj, parkering og færdsel til og fra de tre projektområder. De mange input blev skrevet ned, og vil blive samlet og brugt i det arbejde med den videre udvikling af Idrætsvisionen og de projekter.
Tirsdag aften tog Kommunalbestyrelsen stilling til det videre arbejde med Idrætsvisionen, og skulle bl.a. tage stilling til, om der skal laves en økonomisk analyse for at få et overblik over, hvad de byudviklingsarealer, ved Stadion, der skal sælges, er værd. Desuden skal der tages stilling til en inddragelsesproces, hvor foreningerne behov og muligheden for sambrug konkretiseres. Kenneth Bak og Anders Wolf Andresen rundede aftenen af, og takkede de fremmødte for deres engagement.
- Jeg tager det med mig fra i aften, at vi skal være opmærksomme på ikke at glemme de helt små foreninger i det her. Idrætsvisionen er ikke kun for de store, der skal være plads og muligheder for både fodbolden, atletikken og de mindre foreninger, sagde Kenneth Bak.