Formationsskifte gav pote for HIF

Formationsskifte gav pote for HIF

2-0 sejr over Roskilde, men det kneb gevaldigt. En vigtigt hjemmekamp på fredag mod Hobro.

FODBOLD: Efter to nederlag til henholdsvis Hillerød og HB Køge, var Hvidovre pisket til at vinde over bundholdet FC Roskilde, hvis man fortsat skulle have mulighed for at spille med i den sjove ende af tabellen af 1. division. Dermed ikke sagt, at det ville blive nemt for HIF, der som bekendt tabte det omvendte opgør i Roskilde med 2-0 tilbage i september.
Der var en del ændringer til fredagens opgør, som blev overværet af 1.200 tilskuere i regn og sne. Her måtte Per Frandsen se bort fra Andreas Smed, Nicolaj Clausen og Daniel Stenderup, der alle var helt ude af kamptruppen. I stedet var der blevet plads til Malte Kiilerich, Nicolaj Jungvig og Martin Spelmann, der indgik i en ny 3-5-2-formation med Simon Makienok og Frederik Høgh på toppen.
Et tynget HIF

Det virkede til at være et lidt tynget Hvidovre-mandskab, der gik på banen. De seneste nederlag så ud til at have påvirket selvtilliden. I hvert fald var det gæsterne fra Roskilde, der sad solidt på kampen og fik skabt alt for mange chancer. Flere gange måtte Filip Djukic have hjælp af stolperne for at forhindre FC Roskilde i at komme i front.
Mod slutningen af første halvleg fik HIF lidt mere gang i spillet. Først var det Martin Spelmann fra venstre wingback, kom til en god afslutning, som den tidligere HIF-keeper Marco Brylov fik sendt til hjørne. Kort efter var det norske Fredrik Krogstad, der var tæt på at overliste Brylov med et stærkt spark med venstrebenet, men igen fik keeperen reddet sit hold.
Godt formationsskifte 
2. halvlegs start blev lige så hakkende og haltende, og Hvidovre spillede meget låst. Det tog Per Frandsen konsekvensen af efter et lille kvarter, hvor der blev comeback til de to unge kreative kræfter Jagvir Singh og Alexander Johansen. Sammen med en formationsændring var det med til at sætte lidt mere tempo på Hvidovres spil, som fik et markant anderledes udtryk.
Alligevel var det gæsterne, der først var tæt på at score. Først dumpede et hjørnespark ned for fødderne af en helt fri Roskilde-spiller, men Djukic fik afvist med en fodparade. Kort efter fastholdt Roskilde endnu et hjørnespark, der blev til en afslutning ude fra feltet, som gik lige forbi mål.
Med et kvarter igen blev det så Hvidovres tur til at lægge pres på. Først var det Simon Makienok, der kom til en god mulighed, der gav et hjørnespark. Hjørnesparket blev afvist i første omgang, men Martin Spelmann stod klar i opsamlingen og fik sendt bolden ind til Ahmed Iljazovski, der lå på kanten af feltet. Han sendte bolden videre til Alexander Johansen, der driblede forbi en Roskilde-spiller og kom til en afslutning fra en spids vinkel. Den unge kantspiller viste kølighed og placerede bolden oppe i det modsatte hjørne og fejrede dermed sit første mål for Hvidovre til 1-0..
Så gik det hurtigt. Kort efter var det en anden af indskifterne, Jeffrey Papa, der kom til baglinjen og fik snydt sin direkte modstander. Det betød, at Roskilde måtte trække i nødbremsen, hvilket udløste et straffespark. Her trådte Papa selv op ved 11-meter-pletten, og med et skud helt ude ved stolpen lukkede han kampen med scoringen til 2-0
Sejren betyder, at Hvidovre holder snor i de øvrige tophold i 1. division inden årets sidste opgør, der spilles allerede på fredag hjemme mod Hobro kl. 19.00. En vigtigt kamp, hvis HIF fortsat skal kæmpe med i det øverste lag.      
ka-ma
menu
menu