Forsvar for projekt, der ikke er hans...

Forsvar for projekt, der ikke er hans...

UGENS KOMMENTAR: Ved det stort anlagte Bio Folkemødet på søndag i Kulturhus Risbjerggaard skal Hvidovres borgmester Anders Wolf Andresen nok forberede lidt af en forsvarstale omkring Hvidovre Kommunes meget ambitiøse og stærkt omtalte projekt til en udbygning i Kalveboderne/Køge Bugt med etableringen af ”De 9 kunstige øer” ud for Avedøre Holme-dæmningen.

Som bekendt har de syv øvrige kommuner i Køge Bugt-området – fra Brøndby til Køge – meldt ud med kraftige miljøprotester overfor projektet og en dermed yderligere opfyldning af havområdet, – underskrevet af samtlige borgmester-kollegaer.

På søndagens Bio Folkearrangement mødes og udfordres Hvidovres borgmester så endelig af de øvrige borgmestre. Foreløbig repræsenteret ved Brøndbys nye borgmester Maja Højgaard(A) og Solrøds borgmester Emil Blycher(LA), der er absolutte modstandere af projektet.

Titlen på denne høring, der foregår fra kl. 10.30 til 12.00, er ”Køge Bugt som Maritim Nationalpark”, og deri ligger næppe en overensstemmelse med Hvidovres vidtgående projektplaner.

At Hvidovres borgmester vil forsvare Hvidovres synspunkter omkring projektets anvendelighed, er ganske klart. Og det uanset, det ikke er ”hans projekt”. Det blev med stor medieopmærksomhed ”født” tilbage i 2018-19 af et triumvirat bestående af Hvidovres daværende borgmester Helle Adelborg og partifællerne Morten Bødskov (nuværende erhvervsminister) og den daværende direktør for det købehavnske udviklingsselskab ”By og Havn I/S”, den tidligere overborgmester i København Jens Kramer Mikkelsen. Sidstnævnte fik endda en check på 500.000 kr. tilsendt fra Hvidovre Kommune for udarbejdelsen af det grundige og farverige projektoplæg. At onde tunger så påstod at projektet var tilvejebragt fordi bl.a. Københavns Havn skulle af med overskudsjord fra kendte byggeprojekter, er så en anden sag.

Anders Wolf – hans parti SF og flere andre i kommunalbestyrelsen – støttede ved den lejlighed projektet, så Hvidovres nuværende førstemand hopper næppe fra, – også selv om han hele tiden har været bekendt med modstanden fra en vigtig del af koalitionspartnerne i Hvidovres byråd – nemlig den konservative viceborgmester og hele den konservative gruppe.

Af Niels Erik Madsen