Fortsætter samarbejdet om Øresunds natur og miljø
Fagligt samarbejder skal sikre bedre miljø og viden om Køge Bugt og Øresund
NYHEDER: Hvidovre Kommune har besluttet at fortsætte medlemskabet af Øresundsvandsamarbejdet, hvor danske og svenske kommuner arbejder sammen om at beskytte og udvikle natur og miljø i Øresund og Køge Bugt. Beslutningen blev truffet på Økonomiudvalgets møde den 12. januar, efter anbefaling fra Klima-, Miljø- og Teknikudvalget.
Formålet med samarbejdet er at udbrede viden om Øresunds natur og miljø samt at udveksle erfaringer på tværs af landegrænsen. Øresundsvandsamarbejdet, der blev etableret i 1995, består nu af næsten alle danske og svenske kystkommuner i området – på nær Tårnby. Samarbejdet er upolitisk og baserer sig udelukkende på faglige emner.
Hvidovre Kommune har været medlem siden 1. januar 2024 og har allerede draget fordel af den faglige viden og det netværk, samarbejdet tilbyder. Blandt andet har kommunen været med til at igangsætte en analyse af havmiljøet i Køge Bugt, og har opnået en bedre kontakt til både danske og svenske kommuner langs Øresund, hvilket løbende giver en bedre faglig dialog om havmiljø i Øresund og Køge Bugt..
Den reviderede samarbejdsaftale præciserer visionen for samarbejdet og fastsætter, at kontingentbetalingen fremover sker i euro for at undgå kursændringer. Hvidovres årlige kontingent for 2026 er sat til 21.000 kr., hvilket er en lille stigning fra tidligere år.
Administrationen vurderer, at samarbejdet giver Hvidovre Kommune adgang til vigtig viden om havmiljøet og bidrager til en fælles forståelse af udfordringerne i Øresund og Køge Bugt. Derfor anbefales det at fortsætte medlemskabet.
Økonomisk afholdes kontingentet inden for Center for Plan og Miljøs driftsbudget. Beslutningen skal endeligt godkendes af Kommunalbestyrelsen.
Visionen for samarbejdet
Indsatsen indebærer følgende mål for Øresund:
Udviklingen i Øresundsregionen skal ske på et bæredygtigt grundlag med det formål at forbedre tilstanden i Øresund.
De naturligt forekommende arter samt plante- og dyresamfundene i Øresund skal bevares, og deres livsbetingelser skal, hvis nødvendigt, forbedres.
Bæredygtighed i Øresund betyder også, at ressourcerne forvaltes ansvarligt, så også kommende generationer kan nyde godt af dem.
Sikring af en bæredygtig udnyttelse af Øresunds ressourcer, såsom fisk og råstoffer, er afgørende både for naturens trivsel og for kommende generationer.
Den rekreative udnyttelse af Øresund skal finde sted under hensyn til miljøet i Øresund.
red
red