Fra skepsis til stolthed
En positiv nyhed: Gungehusskolen har vundet forældrenes tillid
NYHEDER: Da Hvidovre Kommune for nogle år siden ændrede i skoledistrikterne, vakte det stærke følelser hos mange familier. Flere forældre, der havde forventet, at deres børn skulle begynde på Risbjergskolen, fandt pludselig ud af, at de i stedet hørte til Gungehusskolen.
Reaktionerne var blandede – mange gav udtryk for bekymring over, hvordan det ville gå deres børn på den nye skole.
Gode oplevelser
Men nu, nogle år senere, fortæller både forældre og skoleledelse en helt anden historie.
– Jeg var skeptisk i starten – det tror jeg, mange af os var, fortæller en forælder med et barn i børnehaveklassen, der dengang blev berørt af distriktsændringen. – Men vi har kun haft gode oplevelser. Der har lige fra starten været en tydelig ledelse og stærkt forældresamarbejde. Det har virkelig overrasket os positivt.
Tryghed og tillid
Også blandt de forældre, der nu har haft deres børn på skolen i nogle år, er oplevelsen den samme.
– Vores barn har gået på skolen siden børnehaveklassen og går nu i 2. klasse, fortæller en forælder. – Vi er fra starten blevet mødt af en ledelse, der lytter og tager forældrene med. Det gode samarbejde har holdt hele vejen – det er ikke bare noget, man mærker i starten. Det giver en tryghed og en tillid, som betyder meget.
Målrettet arbejde
Skoleleder Morten Pejter Roitmann genkender billedet. Ifølge ham har det været en spændende rejse for både personale, elever og forældre:
– Vi har arbejdet målrettet på at skabe et stærkt fællesskab og en stolthed, hvor alle føler sig velkomne – uanset hvor man kommer fra. Det handler om dialog, tillid og at vise, at vi vil hinanden, siger han.
En skole der løfter
Og arbejdet kan også aflæses i resultaterne. Ifølge den seneste undersøgelse fra CEPOS er Gungehusskolen en af de skoler i Hvidovre Kommune, der er bedst til at løfte elevernes faglige niveau.
Skoleledelsen glæder sig over, at tallene bekræfter den udvikling, man mærker i hverdagen:
– På Gungehusskolen er det vigtigt for os, at alle børn oplever de bliver dygtigere, uanset deres faglige niveau, og for os er det en dejlig bekræftelse, at vores indsatser også afspejler sig i målingerne.
En skole der samler
I dag er stemningen omkring Gungehusskolen en helt anden end for få år siden. Således oplevede skolen rekord mange deltagere til, deres årlige Gungefestival der afholdes i juni.
– Den skepsis der engang prægede snakken om skolen, er vendt til en stolthed. Skolen har ikke bare integreret nye elever – den har skabt et fællesskab, som værdsættes af forældre, lærere og elever.
Elevrådet har også lagt grundlag for et nyt logo til skolen, som i dag bruges til at pryde alle steder hvor muligt.
– At skolens elever oplever en stolthed af at gå på skolen, er central for deres følelse af medansvar og trivsel, udtaler skolelederen, og der er meget at være stolte af, ud over de faglige resultater.
Forandring fryder
Gungehusskolen har samtidigt brugt meget energi på hvordan skolen fremstår, der er blevet malet i nye farver og vedligeholdet er på nye høje standarder. Der er ved at blive etableret et nyt ungemiljø for de ældste, som skal lægge an til både læring og hygge. Samtidig er skolen ved at etablere flere nye udendørs faciliteter som kan understøtte alternative undervisnings- og lege former, herunder en ny ”vild” legeplads til de mindste og et udendørs værksted doneret af Realdania til skolen og FDF Hvidovre.
– Hvordan du som elev oplever og anser din skole, afhænger også af, hvordan den fremstår, trivsel kommer også af at føle sig hjemme på en pæn og ren skole, slutter skolelederen.
red