Fransk jul

 Fransk jul

Julekoncert på søndag i Risbjerg kirke med Camerata Øresund

På søndag den 3. december kl. 15.00 er der julekoncert i Risbjerg Kirke.

Til koncerten medvirker Camerata Øresund, visionært barokorkester under ledelse af Peter Spissky, samt Camerata Øresunds vokalensemble, bestående af 8 sangere fra den yngre generation, som både danner kor og varetager solistrollerne. I alt samles over 20 musikere til en festlig julekoncert.

Camerata Øresund blev grundlagt i 2010 og er siden vokset til at blive et af de mest fremtrædende tidlig musik ensembler i Danmark. Orkestret er blevet anerkendt for sin kommunikative og energiske spillestil og for sin eksplosive entusiasme. Camerata Øresund har en aktiv koncertvirksomhed både i Danmark og udlandet og ensemblets koncerter er jævnligt blevet transmitteret af Danmarks Radio. Camerata Øresund har gæstet festivaler som f.eks West Cork Chamber Music Festival, Haapsalu Early Music Festival og Næstved Early Music Festival. Ensemblets projekter byder på alt fra børne-fastelavnskoncerter med udklædte musikere, til opførelser af nogle af de største værker fra højbarokken.

Til sidste års juleprogrammer har Camerata Øresund gjort en dyd ud af at gå uden om Händels Messias og Bachs Juleoratorium, og i stedet dykke ned i den julemusik, der findes i rige mængder, men som ikke spilles så ofte.

I år vender de blikket mod Frankrig og opfører et spændende program med værker af bl.a De Lalande og Charpentier. Det 17. århundredes Frankrig var en kunstnerisk smeltedigel, der omfavnede alt, som kunne bekræfte dets kulturelle identitet. Søgen efter det yndefulde og elegante var typisk fransk og det kommer stærkt til udtryk i programmets stilfulde musik.

Koncerten begynder med Michel-Richard De Lalandes storslåede motet Te Deum, som blev opført ved det kongelige hof i Versailles. Værket var et af De Lalandes mest populære, og har en stor variation af klange og følelser. Koncerten vil derudover byde på et juleværk af Marc-Antoine Charpentier (manden bag Eurovisions kendingsmelodi), som er en sammensætning og omarrangering af 10 traditionelle, franske julesalmer samt en symfoni af Delalande.

Der er gratis adgang til koncerten.