Fredslund forlænger

Fredslund forlænger

FODBOLD: Selvom han ikke har været fast mand i alle kampe i Per Frandsens start 11’er, er der næppe nogen i 1. division der efterhånden er i tvivl om hvem Magnus Fredslund er?

Til den kommende sæson er det så Superligaens tur til at lære altmuligmanden med den flotte sparketeknik at kende. Hvidovre har netop forlænget aftalen med 30 årige Magnus Fredslund, der dermed tager hul på sin 9. senior sæson for HIF.

- Han er en af de vigtige at få med op i Superliga-truppen. Uanset at han ikke starter inde hver gang, har han kæmpe betydning for vores omklædningsrum. Han har været her siden han var 15 år gammel, kun afbrudt af en afstikker til Amager, så han repræsenterer den kultur vi har her i klubben, fortæller Peter Lassen.

Fredslund skrev sig ind i historiebøgerne med sit afgørende mål i det sidste sekund af opgøret mod Vendsyssel, som var med til at sende Hvidovre i Superligaen og sportschefen håber også at Fredslund kan gøre en forskel i Superligaen.

- Når man laver sådan et vigtigt mål og har spillet over 200 kampe, så er der nok mange der vil huske ham lang tid efter, han har stillet støvlerne på hylden. Dermed ikke sagt at han er med på en badebillet, vi tror på at han kan bidrage både på og uden for banen i den kommende sæson, bemærker Peter Lassen.