Frivilligcentrets bestyrelse:- Vi giver ikke op!

Frivilligcentrets bestyrelse:- Vi giver ikke op!

Frivilligcenter Hvidovre skal måske flytte igen - faktisk næsten før de er flyttet ind...

Bestyrelsen i Frivilligcenter Hvidovre er fast besluttede. Hvidovre skal have et frivilligcenter, som står til rådighed for alle de engagerede borgere, der gør en kæmpe forskel for lokalsamfundet med deres frivillige indsatser. Frivilligcentret er et sted, hvor borgere kan få hjælp til at organisere sig og stable foreninger på benene, når de kommer med en god idé. Eksisterende foreninger kan også få hjælp til at udvide eller målrette deres indsatser, ligesom borgere, der ønsker at bidrage med frivillig arbejdskraft kan få hjælp til at finde sig et frivilligt job, som passer til lige netop deres interesser.

Frivilligcentrets bestyrelse består af otte dedikerede ildsjæle, som virkelig tror på sagen. Det har de bevist gang på gang. Og de beviste det igen sidste lørdag, da de mødte op til arbejdsdag og brugte deres fritid på at sætte knager, hylder, projektor, mm. op på væggene i frivilligcentrets lokale på Høvedstensvej 45b, velvidende at der er stor risiko for at frivilligcentret igen skal flytte.

I sidste uge fik frivilligcentret nemlig at vide, at kommunen ønsker at samle alt sundhedspersonale og derfor har brug for frivilligcentrets lokaler. Det vil betyde, at frivilligcentret skal flytte for tredje gang siden det startede for mindre end et år siden.

- Det kan ikke være rigtigt, siger Dorte Stollesen, næstforperson i frivilligcentrets bestyrelse. Der er netop bestilt møbler til lokalet, som skal gøre frivilligcentret til et hyggeligt sted, hvor borgere og foreninger kan komme forbi og få vejledning eller sætte sig og arbejde på deres projekter.

Både bestyrelse og sekretariat har nemlig store planer for frivilligcentret og den måde, hvorpå det skal understøtte lokalmiljøet i Hvidovre.

- Vores store fokus ligger på sociale indsatser, og vi har allerede været i kontakt med mange foreninger, og folk der vil starte foreninger, fx er vi i øjeblikket i dialog med en dygtig og engageret mand omkring muligheden for at starte et mandefællesskab, hvor mænd kan tale om dybere emner, såsom ensomhed, skilsmisse mm., fortæller Faisal Khiljee, frivilligcentrets leder.

- Vi er også i kontakt med to ildsjæle, som ønsker at skabe et fællesskab med fokus på landbrug og dyr for unge med skjult handicap i Hvidovre. Hvidovre er fyldt af ildsjæle, som gerne vil gøre en forskel for andre, tilføjer Faisal, som også har et oplæg omkring foreningsdannelse planlagt for de ukrainske flygtninge, som er kommet til Hvidovre og savner fællesskab.

- Der har været flere bump på vejen, som desværre har gjort, at vi ikke er nået så langt, som vi havde drømt om, siger Thomas Møller, forperson for frivilligcentrets bestyrelse, og fortsætter:

- Men vi giver ikke op. Det blev besluttet, at Hvidovre skal have et frivilligcenter, og vi er mange, der kæmper for sagen.

- Frivilligcentret kan gøre en enorm forskel for lokalmiljøet i Hvidovre, og vi har lagt store planer for fremtiden, siger Faisal Khiljee, leder af Frivilligcenter Hvidovre.