Frivilligheden skabte magi i Hvidovres bymidte

Frivilligheden skabte magi i Hvidovres bymidte

Festen i Bymidten samlede 64 foreninger og 10 partier om fællesskab – nu skal succesen evalueres og bygges videre på

BYFEST: Hvidovre Avis har taget en snak med en af ildsjælene og medarrangørerne formand for Risbjerggaard Gruppen John Stahlschmidt Møller om den netop afviklede byfest i bymidten.

Du var en af hovedmændene bag ”Fest i Bymidten– Hvidovre fejrer fællesskabet”. Hvordan oplevede du dagen?

- Det var en dag, der levede fuldt op til vores forventninger. Bymidten var fyldt med liv, fællesskab og frivillige kræfter. Vi så glade børn og voksne, og Kulturhus Risbjerggaard var i levende brug. Det var præcis det, vi håbede på, siger John Stahlschmidt Møller

- Hvad var det vigtigste budskab, I ville sende med arrangementet?

- Vi ønsker at vise, hvor vigtig frivilligheden er for vores by. Uden frivillige ville der ikke være fodboldhold, kor, spejderlejre eller lokal kultur. Festen viste potentialet: leg, hygge, kulturel mangfoldighed og stærke fællesskaber. Det er det, vi vil styrke – både til store events og i hverdagen.

- Der var også en politisk høring med 10 partier. Hvad kom der ud af den?

- Høringen bekræftede, at frivilligheden er en uundværlig del af Hvidovres sammenhængskraft. Alle partier var enige om, at vi skal have bedre rammer for frivillige. Vi håber, at debatten inspirerer til handling, så vores anbefalinger for Kulturhus Risbjerggaard bliver taget alvorligt.

- Hvordan ser I på fremtiden efter denne succes?

- Vi er meget glade for den positive feedback, men vi ved også, at der altid er plads til forbedringer. Derfor inviterer vi alle 64 foreninger, der deltog, til et evalueringsmøde den 2. oktober. Sammen kan vi gøre næste fest endnu bedre.

- En stor tak til Idrætsrådet, medarbejderne i Kulturhus Risbjerggaard og Teknisk Forvaltning for et fantastisk samarbejde. Uden dem og alle de frivillige havde det ikke været muligt, slutter John Stahlschmidt Møller.

 

 

red
menu
menu