Fuldstændig uspiselige forslag!

 Fuldstændig uspiselige forslag!

Udgiften til tiltag på stadion bør tages som tillægsbevilling fra kassebeholdningen, skriver HELLE ADELBORG:

LÆSERBREV: Tillykke til HIF-fodbold med sæsonens flotte resultat, for uanset hvordan det hele ender efter de kommende spillerunder, som jeg i skrivende stund af gode grunde endnu ikke kender, kan vi ikke tage fra jer, at det har været en meget flot sæson I har spillet.

I Socialdemokratiet har vi igennem de seneste 98 år fulgt HIF og i øvrigt altid villet idrætten og sporten i Hvidovre. Den 24. august 1970 indviede vi tribunen, et projekt, der dengang kostede 10-11 mio.kr. Jeg har oplevet HIF blive Danmarksmestre i 1966 – 1973 og 1981, for ikke at tale om pokalmesterskabet i 1980 og jeg vil glæde mig til at fejre endnu en oprykning til den bedste række.

I 1996 da holdet senest rykkede op i den bedste række kostede det også investeringer på stadion, blandt andet fire indgange, som heldigvis er der den dag i dag. Siden 2013 er lysene og lydanlægget blevet forbedret og i 2017 blev der lagt varme og vand under banen og vi beklager, at banen ikke har været optimal at spille på her på det seneste.

Vi har her i maj måned behandlet sagen om tilpasning af Hvidovre stadion og vi i gruppen A, er enige om de forslåede tiltag til forbedringer, så det bliver muligt at spille hjemmekampene på Hvidovre stadion, når HIF rykker op i superligaen. Alle kravene er jo fra divisionsforeningen, som vi absolut ingen mulighed har for at få dispensation fra og det er bestemt ikke alle krav, at vi finder hverken fornuftige eller rimelige.

Men enigheden om sagen i den politiske behandling hører op, når vi kommer til finansieringen af disse tilpasninger til en udgift på ca. 16 mio.kr.

Vi i Socialdemokratiet foreslår, at udgiften tages som tillægsbevilling fra kommunens kassebeholdning fremfor som SF-borgmesteren med opbakning fra sine konstitueringspartnere har besluttet at udskyde allerede besluttede anlægsopgaver yderligere ud i de kommende år.

Det drejer sig om blandt andet en forbedring af klub Nord, skolernes opgradering af håndværk- og design lokaler, etablering af kunstgræsbaner, udvikling af havnen, stien i Bakkeskoven, trafikstrategien for blot at nævne nogle af de udskydelser, der vil ske på en lang række anlægsprojekter.

Vi stemte imod denne udskydelse for at dække udgifterne til stadion med en bemærkning om, at de forslag, der kommer fra budgetforligskredsen, er fuldstændig uspiselige og vil forsinke vigtige og allerede længe ventede projekter yderligere.

Lad mig sluttede hvor jeg begyndte, for det fortjener holdet og alle dem omkring holdet, med endnu engang at ønske byens fodboldhold et STORT TILLYKKE med en virkelig flot sæson. Det har været en fornøjelse at følge.

Venlig hilsen

Helle Adelborg

Forhenværende Borgmester (A)