Fysikken i højsædet – men stadig ingen sejr

Fysikken i højsædet – men stadig ingen sejr

Flot fysisk indsats af HIF’s nyetablerede hold mod Horsens millionærhold – men både kreativitet og skarphed mangler stadig

FODBOLD: Hvidovres 1. divisionsmandskab jagter fortsat sæsonens første sejr i Betinia-Ligaen. Mandag aften måtte de nøjes med 0-0 i en intens, men noget uskøn kamp mod AC Horsens – et opgør præget af hårde dueller og manglende kvalitet i de afgørende momenter.

Efter 2-1-nederlaget i Esbjerg i sidste weekend havde cheftræner Martin Retov foretaget fire ændringer i startopstillingen. Men det var gæsterne fra AC Horsens, der kom klart bedst fra start og hurtigt satte HIF under pres.

Kaotisk 1. halvleg
De første ti minutter var domineret af Horsens, som kom med tydelig struktur og masser af fysik, og skabte allerede efter seks minutter en af kampens helt store chancer.

Hvidovre virkede stressede med bolden og havde svært ved at matche Horsens’ organisation. Men efter et kvarters spil begyndte de rødklædte at finde mere rytme og fik presset sig frem. Enkelte offensive momenter viste potentiale, men afslutningerne manglede skarphed.

Resten af halvlegen blev præget af fejl, hektisk spil og manglende rytme i begge lejre. HIF-defensiven stod dog solidt og fik afværget de fleste Horsens-forsøg – og Anders Ravn i målet leverede flere sikre redninger.

Indskiftninger gav energi
Efter pausen viste Hvidovre forbedret sammenhæng i spillet – dog uden for alvor at true offensivt. I kampens åbning var det igen gæsterne, der skabte de største muligheder, og Pingel var tæt på scoring efter endnu en skarp stikning fra banens bedste spiller Patrick Olsen. Men Ravn stod igen stærkt i HIF-målet.

Dobbeltskiftet efter 53 minutter, hvor Frederik Høgh og Zamir Aliji kom på banen, gav nyt liv. Særligt Høgh bidrog med energi og bevægelse, og HIF begyndte at komme frem til flere gode indlæg og hovedstødsmuligheder.

HIF’s indskiftninger, bl.a. også med Spelmann, skabte mere pres i kampens sidste fase, men generelt manglede hjemmeholdet de kreative løsninger og den offensive præcision, der skal til for at vinde de tætte opgør i Betinia-ligaen.

I overtiden fik Aliji en stor mulighed for at sikre sejren til hjemmeholdet, men skarpheden manglede igen – et tilbagevendende tema for Hvidovre i denne sæsonstart.

Det blev en fysisk og hårdt spillet kamp – men uden mål og uden en rigtig vinder eller taber.

Et point mod et formstærkt AC Horsens-hold er dog et lille skridt i den rigtige retning for Martin Retovs mandskab.

sport-mgm
menu
menu