Glæde over top-fodbold men prisen kan blive høj

Glæde over top-fodbold men prisen kan blive høj

Kommunal millionindsprøjtning kan skabe splittelse i det brede idrætsliv, skriver SV. ERIK HANSEN:

LÆSERBREV: ”Hvidovre Kommune er ikke forpligtet til at stille stadionfaciliteter til rådighed for virksomheden Hvidovre Fodbold A/S, og såfremt Hvidovre Stadion ikke tilpasses til at leve op til Superligaens kapacitetskrav, kan Hvidovre Fodbold A/S vælge at leje sig ind på et Superligagodkendt stadion andetsteds.”

Sådan formulerer administrationen det bl.a. i et oplæg til kommunalbestyrersen omkring eventuel yderlige kommunal investering i midlertidige tilskuerfaciliteter på Hvidovre Stadion. For sæsonen 2024/25 anslået 25 mio. kr. plus udgift til projektering godt 2 mio. kr. Oven i en millioninvestering i 2023. Sagt på en anden måde handler det om, at man f.eks. jo heller ikke stiller værkstedsfaciliteter vederlagsfrit – eller til meget lav leje – for murermester A/S Stensen, som vil drive virksomhed Hvidovre, og hvis svende tilmed betaler skat i kommunen. Det er ikke nogen rar situation, kommunalbestyrelsen i Hvidovre står i. Efter at have præsenteret et 2024-budget med flere kritisable nedskæringer for bl.a. ældre og udsatte, kan det næppe undgå at møde voldsom kritik, hvis der forlods skal tages knap 30 mio. kr. væk af en ikke særlig stor budgetreserve 2024. Også i lyset af, at Hvidovre fra næste sæson måske er tilbage i 1. division

Men fakta er, at de magtfulde superliga-bosser kræver, at klubbernes stadioner kan rumme 10.000 tilskuere og fine sponsorfaciliter m.v. Hvidovres superligahold havde til 8 hjemmekampe i 2023 37.666 tilskuere eller 4.708 pr. kamp. Og tilstrømningen er i høj grad påvirket at fanskarer fra Brøndby og FCK. En pragmatisk løsning ville være at afgive hjemmebanefordel ved kampe mod disse to klubber. Tilskuertallet til øvrige kampe kan rummes på det nuværende stadion, og det bør superliga-bosserne forstå og acceptere. Kommunalpolitikerne glæder sig ligesom vi andre over fodbold på topplan, men det bør ikke skygge over det store aktiv det er ved at have et mangfoldigt idrætsliv, hvis fundament er en skare af engagerede frivillige og ulønnede.

En så voldsom ensidig millionindsprøjtning fra kommunen til en enkelt idrætsgren kan skabe frustration og splittelse i det brede idrætsliv med triste følgevirkninger. Tør et flertal i kommunalbestyrelsen risikere det ved at nikke ja til millionprojektet på Hvidovre Stadion, som ved sin midlertidighed kan betyde, at de kommunale penge er tabt?

 

Sv. Erik Hansen, Gadestævnet 37