GRØNNE RESULTATER DER DRYPPER NED I HVIDOVRE

GRØNNE RESULTATER DER DRYPPER NED I HVIDOVRE

Grøn Fond deler eksempelvis penge ud til at håndtere og rense, jorden, havet og vores grundvand, skriver MARIA DURHUUS, KENNETH F. CRHISTENSEN og ANDERS LILTORP:

LÆSERBREV: Vi har et stort arbejde foran os, når det gælder beskyttelsen af vores drikkevand og grundvand, omstillingen til grøn energi og klimatilpasning. Den første aftale om deludmøntning af penge om Grøn Fond er landet, og der er mange gode elementer med, som bl.a. tager fat om nogle af de problemstillinger her.

Grøn Fond blev etableret under den sidste S-regering sammen Venstre, SF, Radikale, Enhedslisten og Konservative, hvor der i alt over en årrække investeres 53,5 mia. kr. i den grønne omstilling frem mod 2040. I denne omgang er regeringen, SF, Radikale, Enhedslisten og Konservative blevet enige om, hvordan 4,9 af milliarderne skal bruges.

Og der er god grund til at juble over de investeringer, der kommer. Der er nemlig afsat penge til at håndtere og rense jorden, havet og vores grundvand for den PFAS, som tidligere tiders forureninger har udledt. Det er vigtigt, at vi får renset især grundvandet – og dermed vores drikkevand – for PFAS, så vi kan passe på det og værne om det unikke, vi har i at kunne hente vores drikkevand op direkte fra undergrunden. Derfor er der derudover også afsat penge til fremtidige beskyttelse af drikkevandet, så vi undgår, at der fremover kommer mere forurening ud.

En vigtig del af den grønne omstilling - og som efter Ruslands invasion af Ukraine også er blevet en vigtig sikkerhedspolitisk prioritering – er omstilling til grøn energiforsyning. Vi skal gøre os fuldstændig uafhængige af Putins gas, og derfor er det nu blevet endnu vigtigere at få udbredt fjernvarme i flere danske hjem. I den nylige aftale er der afsat 705 mio. kr. til fjernvarmepuljen frem mod 2030, og bare i år kan 23.000 husstande se frem til at få udskiftet den fossile varme ud med fjernvarme. Alle projekter, der har søgt, har fået midler, og selvom Hvidovre ikke er på listen i år, så håber jeg at se Hvidovre på listen i næste runde – gennem Avedøre Fjernvarme, Hvidovre Fjernvarmeselskab og FD Hvidovre Fjernvarme. Så man som borger i Hvidovre får del i de midler, der er tiltænkt at støtte udrulningen af fjernvarme. Det er ikke borgerne selv, der skal betale, når vi har en pulje, der netop er sat i verden for det formål.

Det er en stor prioritet herinde på Christiansborg, og de tidligere runder har vist, at hvis der er for få penge i puljen, så vil der arbejdes for at blive fundet flere penge. Ambitionen er nemlig, at alle dem, der søger puljen og lever op til kriterierne, skal have tilskud.

Udover det kommer de 4,9 milliarder bl.a. også til at gå til mere skov, regeringens første klimatilpasningsplan og oprensning af generationsforureninger. Grøn Fond er med til at sikre, at vi kommer i mål med den grønne omstilling, og de klimambitioner vi har sat os for.

 

Med venlig hilsen

Maria Durhuus, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet

Kenneth F Christensen, medlem af kommunalbestyrelsen i Hvidovre for Socialdemokratiet

Anders Liltorp, borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Hvidovre