GRØNOVRE, BLÅOVRE – BARE VI GØR NOGET VED KLIMAET

GRØNOVRE, BLÅOVRE – BARE VI GØR NOGET VED KLIMAET

- skriver SØREN FRIIS TREBBIEN og TINA CARTEY HANSEN!

LÆSERDEBAT: Der er én ting, vi savner i kommunalvalgsdebatten: klima og miljø.

Da vi blev valgt ind for fire år siden, glædede vi os til at komme i gang med konkrete projekter inden for klimaområdet, blandt andet kystsikring og beskyttelse mod oversvømmelser.

Tager vi projektet De 9 Holme, glæder vi os over, at det med vores indsats fik det lagt delvis ned. Men går man i detaljerne, er den nye vision stadigvæk en form for landindvinding – blot under et nyt navn: kystsikring. Hvad vi endnu ikke ved, er, hvad der skal placeres på øen, og hvilke krav der bliver stillet for ikke at belaste havmiljøet (Blåovre) yderligere. Lad os slå fast; vi ønsker ikke at bygge industri eller boliger og mener at havet skal skånes mest muligt!

Vi anerkender fuldt ud, at Avedøre Holme skal kystsikres, men den største udfordring for Hvidovre og København ligger ved Kalvebodsbroerne, hvor risikoen for stormflod er størst. Her har der været talt om en port løsning, men der mangler stadig konkrete initiativer.

Der er dog sket noget på nationalt plan. Det Konservative Folkeparti fik med i finansloven, at der afsættet 1 milliard kroner i klimasikring, og siden er der aftalt yderligere penge til at komme videre med kystsikring omkring København.

Når vi ser på de lokale klimatiltag i Hvidovre, som håndtering af skybrud, opstigende vand og oversvømmelser, må vi bare konstatere, at der sker for lidt. Ved flere budgetter har vi Konservative fået afsat midler til området, men konkrete tiltag lader vente på sig.

Med alt dette in mente, og med inspiration fra sidste uges reklame i denne avis om ”Grønovre”, håber vi, at vi i næste valgperiode omsætter ord til handling.

Tro os: Vi fra Det Konservative Folkeparti vil holde de øvrige partier fast på, at klimaindsatsen forpligter, også når det kræver, at der skal findes penge. Det er let at tale, men når det gælder handling, kræver det mod og prioritering. Det er vi villige til at gøre, for vi skal overdrage et bedre Hvidovre til vores børn og børnebørn.

Med venlig hilsen

Søren Friis Trebbien

  1. viceborgmester for Det Konservative Folkeparti

Tina Cartey Hansen

Næsteformand i Klima-, Miljø-, og Teknik udvalget for Det Konservative Folkeparti

 

menu
menu