GUMMICHECK OG ØREGAS…
POVL ERLING MATHIASEN om ”Hele Hvidovres borgmester”:
LÆSERDEBAT: Når ”Borgmester for hele Hvidovre” ikke engang kan levere 50 meter sti til tiden, hvordan skal vi så kunne stole på de store visioner?
I Hvidovre Avis den 7. januar kan man læse to indlæg, der tilsammen udstiller en trist virkelighed på rådhuset. Anders Liltorp (S) spørger direkte, hvad SF egentlig har konstitueret sig til – udover fine bestyrelsesposter. Som jeg selv tidligere har påpeget i debatten om ”SKAMPLETTEN”, er svaret desværre deprimerende tydeligt.
Nytårstale med flotte ord
Som borger i Hvidovre sidder jeg med følelsen af, at vi er blevet stukket en politisk gummicheck. Borgmesteren fylder os med flotte ord i sin nytårstale om natur og gode forhold, men når checken skal indløses, er der ingen dækning.
En lille sti under Ringstedbanen og Rute 21, fra Kettevej til Bakkeskoven, som skulle have været færdig i 2025, står her i januar 2026 stadig som en ufremkommelig tunnel.
Indtil videre er der brugt mindst 219.413 skattekroner på ekstern rådgivning, slamsugning og kommunalt tidsforbrug. Det er mange penge for blot at konstatere, at der står vand i en tunnel – noget engagerede borgere for længst selv havde opdaget og forsøgt at afhjælpe med paller for at kunne gå tørskoet gennem mudderet.
SF Borgmesteren, Anders Wolf Andresen, har tidligere udtalt, at ”vi må prioritere”. Det står nu helt klart, hvad der prioriteres: Det er de fine poster og titler, som Liltorp nævner, frem for de løsninger, der betyder noget i hverdagen. Hvis man ikke engang kan levere 50 meter sti til tiden, hvordan skal vi så kunne stole på de store visioner for fremtidens Hvidovre?
Vi har ikke brug for mere ”politisk øregas”. Vi har brug for en borgmester, der prioriterer at holde sine løfter, så vi ikke ender med endnu flere monumenter over brudte aftaler.
SKAMPLETTEN lever til fulde op til sit navn. Den er efterhånden så kendt, at hvis man søger på Google efter ”hvor ligger skampletten i Hvidovre”, så dukker der både forklaringer og masser af links op. Vil Hvidovre virkelig fortsat have denne skændsel liggende inden for kommunegrænsen som et varigt minde om politisk handlingslammelse?
Venlig hilsen
Povl Erling Mathiasen
