Han fortæller historier men ingen ved hvor?

Du skal selv tage initiativet, hvis du vil være med til historiefortællerens aften i Hvidovre
ARRANGEMENT: Den kendte historiefortæller Hans Laurens, som er støttet af Statens Kunstfond, kommer til Hvidovre og fortæller historier på tirsdag i Hvidovre den 1. juli.
Det finder sted fra kl. 21, mens mørket falder på, og naturens lyde ændrer sig og kommer nærmere, og man hygger omkring bålet.
Det præcise sted for fortællingerne er hemmeligt. Deltagerne får det at vide om morgenen. Man skal selv tage stole, tæpper og myggemidler med, det bliver køligt sidst på aftenen. Det er også en god ide at tage kaffe, te eller vin og lidt snacks med til bålhyggen. Billetter til “I Sommernatten” koster 150 kr., rabat med abonnement hos Teaterbilletter, og kan fås enten på hanslaurens.dk eller på Teaterbilletter.
Forestillingen har eksisteret i mere end 10 år, hvor Hans fortæller sine finurlige, hyggelige og uhyggelige historier rundt om bålet i Københavnsområdet. Hans fortæller sine egne historier, som altid handler om mennesker, der er kommet i klemme i livet og som må træffe valg, der kommer til at forme dem. Hans fortæller med både humor og stor kærlighed om moderne mennesker med komplekse liv, som vi alle kan genkende noget af os selv i, også ting vi måske ikke er så stolte af.
– Jeg elsker at fortælle underholdende historier med kant siger Hans Laurens.
– Når tingene og livet sættes på spidsen, bliver dårskaberne tydeligere, og nogen gange ender det ligefrem med mord. Vores egne lidt mindre skelsættende oplevelser kaldes frem i hukommelsen og sættes i perspektiv, så vi både kan more os og tænker over vores eget liv – hvis vi har lyst, ellers kan vi bare nyde spasen...
Foto: Hans Laurens, – der kommer til Hvidovre, men hvor?