Har haft ”orkester” på skemaet

Har haft ”orkester” på skemaet

52 børn fra Gungehusskolen giver koncert med DRs Symfoniorkester i DR koncerthuset

På næste onsdag 12. juni kl. 14.30 får elever fra Egedal, Gribskov, Hvidovre, Hørsholm, Odense og Sorø en oplevelse af de helt store, når de går på scenen side om side med DR Symfoniorkester i DR Koncerthuset.

Koncerten er en del af projektet "OrkesterMester", som etablerer skoleorkestre på skoler, hvor der ikke i forvejen er et.

Eleverne, der går i 2. til 5. klasse, har haft ’orkester’ på skoleskemaet og fået mulighed for lære at spille på et orkesterinstrument. Efter mange timer i øvelokalet med undervisere fra både folkeskolen og musik- og kulturskolerne, er eleverne nu klar til at spille sammen med DR Symfoniorkester.

OrkesterMester lukker flere børn ind i musikkens verden. Dermed er musikken ikke kun for de udvalgte få, der har adgang til musikskolen, men et fællesskab for alle børn.

OrkesterMesterFesterne sætter fokus på kunstens deltagelses-, dannelses- og fællesskabsmuligheder for alle børn, når folkeskole, kommunale kulturinstitutioner og regionale koncerthuse samarbejder.

OrkesterMester på Gungehusskolen

3. årgang på Gungehusskolen har øvet sig på deres instrumenter siden august og endelig kommer den store dag, hvor de får muligheden for at spille en stor koncert.

Eleverne har en gang om ugen været på Hvidovre musikskole for at øve sig på trompet, valdhorn, baryton, trækbasun, klarinet, cello og violin. De har knoklet for at få lyd ud af instrumenterne, få det til at lyde godt og derefter at sætte sit eget instrument i spil sammen med andre instrumentgrupper.

Børnene på Gungehusskolen, har virkeligt nydt godt af denne fantastiske mulighed for at prøve forskellige instrumenter – nogle er blevet rigtigt bidt af orkestermusikken og er efterfølgende startet til undervisning på musikskolen.

Det er 3. år Gungehusskolen kører projektet i samarbejde med Musikskolen, og der er lavet en aftale om at fortsætte samarbejdet fremover.

Jannik Schow fra DR Ultra er vært ved koncerten og leder publikum gennem programmet.