Har I sovet i timen?

Har I sovet i timen?

SØREN RASMUSSEN om boliger til ældre i Hvidovre:

LÆSERBREV: Hej Michael Sabroe.

Vi kender ikke hinanden men jeg har læst dit indlæg i Hvidovre Avis omkring Boliger til ældre i Hvidovre.

Det er et godt indlæg der sætter fokus på et stort problem.

Vi har boet i en ældre villa på Greve Allé 73 i ca. 40 år, og har lige netop det problem du beskriver. Vi søger med lys og lygte efter en lejlighed i Hvidovre men det er helt umuligt, så vi bliver nok nød til at forlade Hvidovre, ligesom mange andre i vores kvarter. Det er ellers meget mærkeligt for det er jo en win-win situation for kommunen at få bygget nogle boliger vi kan være i, så nogle af de unge mennesker kan overtage vores huse.

Nu kan jeg se, du er med i et politisk parti men jeg mindes ikke jeg har hørt noget fra jer eller de andre politikere om dette problem - det er som om I har sovet i timen. Jeg synes der skal meget mere fokus på dette her, da vi er låst i vores huse hvis vi vil blive ved med at bo i Hvidovre.

Jeg håber der vil komme et gennembrud i byggeri af 50+ boliger i Hvidovre Kommune, da kommunerne omkring os ser ud til at kunne finde ud af det.

Med venlig hilsen

Søren Rasmussen