HIF havde chancerne men fortjent FCK-sejr

 HIF havde chancerne men fortjent FCK-sejr

Hvidovre havde stor ære af kampen, men tabte 2-0 til mestrene – Mod OB på søndag i Hvidovre

FODBOLD: Det var en stor nød Hvidovre skulle knække da man fredag aften tog imod de danske mestre fra FC København for øjnene af næsten 8.000 tilskuere på Hvidovres nyetablerede stadion.

Inden kampen var spørgsmålet om deltidsprofferne, med en kamp i benene fra mandag, kunne stille noget op overfor FCK’erne. Men de mange fremmødte mennesker fik trods de spartanske forhold fuld valuta for pengene. Per Frandsens mandskab havde stor ære af kampen, hvor man gik friskt til den og havde fra start et par gode muligheder bl.a. fra Andreas Smed, der godt kunne have givet en overraskende start.

Efter ti minutter gik det dog hurtigt i den anden ende, hvor da FCK’s Oscar Højlund finder Orri Oskarson, der skære godt ind i feltet og sender bolden forbi en chanceløs Filip Djukic i Hvidovre målet.

Scoringen slog dog ikke Hvidovre ud, holdet havde fortsat godt fat i spillet imellem felterne, hvilket en boldbesiddelse på 54/46 til HIF vidner om. Men det er altså ikke nok at have bolden, – den skal også sparkes i nettet...

Desværre var gæsterne omvendt stærkest i felterne, og det er jo også der hvor fodboldkampe ofte bliver afgjort. Hver gang HIF havde optræk til scoringer stod debutanten Theo Sander i vejen og en spiller som Roony Bardghji var en konstant trussel for HIF’s defensiv.

HIF kom godt igen

I 2. halvleg skulle man så tro af Hvidovre ville ”gå døde”, men Frandsens mandskab fortsatte det hårde arbejde og jagtede en mulig sensationsudligning. Igen var HIF dominerende på bolden, med noget der lignede 60/40, til trods for at gæsterne kunne skifte folk som Rasmus Falk, Lukas Leager, Elias Jelert, Mohamed Elyounoussi og Mohamed Achouri.

Chancerne kom også med det gode spil, hvor især Marcus Lindberg, fra sin nye position på den centrale midt, kom til et par gode muligheder, der dog manglede det sidste for at give gevinst.

Med et kvarter igen var det indskiftede Jeffery Papa der i to omgang fik blokeret sin afslutning, og i stedet for en udligning drev Achouri gæk med Ahmed Iljazovski på baglinjen og smed bolden ind til Elyounoussi, der fik dirigeret bolden i mål til 2-0.

Dermed var det næsten umuligt for HIF at komme igen, men til trods for det, kæmpede spillerne videre, – desværre forgæves. Men selvom resultatet ikke kunne bruges til noget, var stemningen på et pakket Pro Ventilation Arena forsat god efter kampen, der forløb uden ballade.

Kan HIF gøre det igen?

På søndag byder så HIF igen på Superliga-fodbold, når OB kommer på besøg kl. 16.00.

Gæsterne har ikke fået den ønskede start på sæsonen, hvor det så sent som i mandags - trods periodevis godt spil - blev til et nederlag i Viborg. Omvendt ligner det nu, at HIF er vej til at få 5-6 af de skadede spillere tilbage, Martin Spelmann var med på bænken mod FCK, ligesom Papa og Lindberg virker til at være tilbage på fuld damp. Mathias Gehrt og Lirim Qamili rygtes også tilbage, så måske kan HIF gentage sejren fra 1997 mod netop OB, den seneste Superliga sejr? Her vandt HIF en målrig kamp med 4-3.

ka-ma

Foto: Marcus Lindberg faldt godt ind i rollen som konstruktiv midtbanemand, men stod også for flere gode scoringsforsøg.

Foto: DET VAR TÆT PÅ – med en HIF-udligning af Tobias Thomsen, på et fint indlæg fra Iljazovski, men FCK´s unge keeper dykkede ned og afværgede med lidt af en mirakelredning.