HIF på vej med fuldtidsfodbold?

 HIF på vej med fuldtidsfodbold?

Peter Lassen om de igangværende bestræbelser

FODBOLD: Hvidovre er som bekendt det eneste hold i Superligaen som ikke kører med et fuldtidssetup, - og faktisk arbejder de fleste af holdene i 1. division med fuldtidsfodbold. Nu fortæller Sportschef Peter Lassen at klubben muligvis opgraderer til fuldtidsfodbold fra årsskiftet:

- Vi havde allerede snakken i sommer (om at gå fuldtid), men her vurderede vi, at vi ikke kunne nå at stable et ordenligt setup på benene på så kort tid. Det er jo ikke som mange tror ”bare” at sige ”nu vil vi have fuldtidsfodbold”. Der er mange ting der skal gå op med bl.a. spillernes nuværende hverdag, kontrakter og så skal forholdene omkring også være til det, fortæller Peter Lassen.

- Nu har vi arbejdet hen imod det i nogen tid, hvor direktør Bo Tue Knudsen og jeg har haft møder med samtlige spillere, som alle har været meget positive. Der er som sagt nogen ting som skal gå op, men det håber vi at kunne løse.

Sportschefen fortæller at man er meget bevidst om de økonomiske rammer i et fuldtidssetup, som også skal kunne fortsætte ved en evt. nedrykning til 1. division. Det nye setup skal ses som næste led i klubbens udvikling.

- Klart nok kommer vi ikke til at kaste om os med store superligalønninger. Det at vi går fuldtid har ikke udelukkende noget med Superligaen at gøre. Det har været noget vi har arbejdet os hen i mod i et par år og skal vi op og være et top 18 hold i Danmark, så skal vi også udvikle os. Men tingene skal hænge sammen og det skal det også hvis den hedder NordicBet ligaen til næste år.

Et fuldtidshold skal også være med til at tiltrække endnu bedre spillere til klubben. I første omgang håber sportschefen på et par lejeaftaler til foråret.

- Jeg synes, vi har en rigtig god trup, de spillere vi har fået ind, har alle været nogen vi har et stort kendskab til igennem længere tid. Vi har været lidt uheldigt ramt af skader, men jeg glæder mig meget til at se Mads Kaalund tilbage på fuld styrke i det nye år og så var det dejligt at se Ramkildes indhop mod Vejle. Det lover godt.

- Desværre oplevede vi i sommers at vi gik glip af nogle andre interessante navne, ikke pga. økonomi men det sene træningstidspunkt. I første omgang går vi efter 1-2 lejeaftaler, som vi allerede nu arbejder på, slutter Peter Lassen,

Sportschefen håber at aftalerne med truppen er på plads i løbet af december så det nye setup er helt klart når spillerne møder ind til januar.

 

ka-ma