HIF tilbage på sejrskurs

HIF tilbage på sejrskurs

Overbevisende sejr mod HB Køge

Efter to uafgjorte kampe mod topholdene ventede et af bundholdene, HB Køge, torsdag aften på Pro Ventilation Arena. Den placering var dog lidt misvisende, da HB Køge i flere kampe har tabt knebent og senest kom med en sejr på 2-1 hjemme over storsatsende Kolding IF.

Gæsterne kom bedst fra start, og allerede efter tre minutter var det tæt på at gå galt for Hvidovre, da Alfred Gothler opsnappede en fejlaflevering i feltet. Heldigvis sendte Køge-angriberen afslutningen forbi mål.

Første halvleg var præget af mange fejl og usammenhængende spil, hvor de unge Køge-spillere vandt de fleste nærkampe og fik alt for god tid på bolden.
Alligevel lykkedes det HIF – anført af en velspillende Malte Kiilerich – at holde HB Køge fra de store chancer. Men i halvlegens sidste minut så HIF-forsvaret alt andet end godt ud, da Gabriel Larsen alt for let spadserede igennem venstresiden og spillede bolden på tværs til Gothler, som fortjent bragte HB Køge foran 1-0 ved pausen.


Okosun var tilbage efter en langskades periode 

Der må have lydt en opsang i omklædningsrummet, for HIF kom ud til anden halvleg med en helt anden indstilling.
Efter 52 minutter gjorde Marius Elvius ondt på sin tidligere klub, da han trak ind i banen og fra kanten af feltet sparkede bolden flot i det korte hjørne til 1-1.

Kort efter forsøgte Ahmed Iljazovski sig med et langskud, som HB Køge-keeperen var tæt på at fumle i mål.
Omkring en time inde i kampen kom HIF i front, da Daniel Stenderup havde taget et af sine karakteristiske fremstød og slog bolden ind i feltet, hvor Oliver Kjærgaard kom foran sin mand og headede bolden sikkert i kassen til 2-1.


Hvidovre fortsatte presset og skabte flere store chancer. Først sendte Kjærgaard et indlæg fra indskiftede Magnus Fredslund over mål, og kort efter var Andreas Smed tæt på at score rundens mål, da han firsttimede et indlæg fra Kjærgaard tæt forbi det lange hjørne.
Otte minutter før tid blev Smed igen spillet fri i dybden, tog bolden flot ned, men Køge-målmanden kom godt ud og gjorde vinklen lille.


Andreas Smed havde to store chancer i anden halvleg 

Mod slutningen satsede HB Køge alt for en udligning, men i kampens sidste minutter slog HIF kontra. Martin Spelmann trak ned i banen og sendte en præcis bold ind til Frederik Høgh, der stod helt fri foran mål og sikkert lukkede kampen til 3-1.

Sejren betyder, at Hvidovre midlertidigt indtager førstepladsen i 1. division, dog med flere af konkurrenterne, der endnu mangler at spille deres kampe i runden.

menu
menu