HIF vandt overbevisende mod Roskilde
FODBOLD: Lørdag spillede Hvidovre IF generalprøve på sæsonstarten, da FC Roskilde kom på besøg på Pro Ventilation Arena. Kampen endte med en fortjent 3-0-sejr til hjemmeholdet, som fik finpudset de sidste detaljer inden fredagens turneringspremiere mod B.93.
Martin Retov startede med en opstilling, der formentlig ligner den, der åbner sæsonen. Anders Ravn vogtede målet, og foran ham spillede Ahmed Iljazovski, Daniel Stenderup, Nicolaj Jungvig og Nicolaj Clausen. På midtbanen lå Ayo Simon Okosun, Fredrik Krogstad og Mads Kaalund, mens Andreas Smed, Frederik Høgh og Jagvir Singh udgjorde fronttrioen.
Gæsterne fra Roskilde stod lavt, spillede kompakt og satsede på omstillinger med deres hurtige angribere. Hvidovre havde bolden mest, men havde svært ved at spille sig til åbne chancer i første halvleg – ofte manglede den sidste aflevering i feltet, især til de mange dybdeløb fra Andreas Smed.
Efter pausen satte Hvidovre tempo på, og det gav resultat allerede efter få minutter, da Fredrik Krogstad dirigerede et hjørnespark i nettet til 1-0.
Midt i halvlegen fik Jeffery Papa en stor mulighed tæt under mål, men sendte bolden over. Kort efter fik Emmanuel Aby en god chance, som strøg tæt forbi stolpen.
Andreas Smed troede, han havde gjort det til 2-0, da han fulgte op på Papas afslutning og sendte bolden i nettet – men målet blev annulleret for offside.
Få minutter senere fik Smed dog sin fortjente scoring. Alexander Johansen gik til baglinjen og spillede bolden skråt tilbage til en helt fri Smed, som sikkert sparkede bolden i mål til 2-0.
Slutresultatet blev 3-0, da Jeffery Papa vandt en duel i højre side midt på Roskildes banehalvdel, satte fart, driblede sig fri og sparkede bolden ind bag Roskildes målmand med stor sikkerhed.
ka-ma