HIFs kvinder fastholder førstepladsen

HIFs kvinder fastholder førstepladsen

Drama til sidste sekund

Håndbold: Der var lagt op til topopgør og intens stemning i Dansborghallen, da HIFs kvinder tog imod forfølgerne fra Roskilde Håndbold. HIF kom til kampen som rækkens nummer ét – og med en 21-20-sejr i bagagen fra det omvendte opgør – og var derfor en smal favorit.

Men det var gæsterne, der satte sig på kampen fra start. Midtvejs i første halvleg havde Roskilde opbygget en komfortabel 6-3-føring, og HIF havde svært ved at finde rytmen. Først i slutningen af halvlegen fik hjemmeholdet for alvor fat. Nicoline Tuxøe udlignede til 7-7, og kort efter sendte Astrid Pedersen HIF foran for første gang i opgøret. Maiken Dufour fulgte op med to scoringer, og HIF kunne gå til pause med en 10-7-føring.

Anden halvleg blev endnu en gang en op af bakke for hjemmeholdet. HIF havde svært ved at holde fast, og Roskilde fik både udlignet og siden bragt sig foran med tre mål. Men som i første halvleg viste HIF stærk moral mod slutningen. Med to minutter igen udlignede Maiken Dufour til 22-22 og skabte fornyet spænding.

Dramaet kulminerede i de døende sekunder. Først misbrugte HIF en stor chance med 30 sekunder igen, og Roskilde svarede prompte ved at score til 23-22 blot 12 sekunder før tid. Træner Danni Jørgensen tog timeout og sendte en ekstra markspiller på banen i jagten på en udligning. Presset blev for stort for Roskilde, der i sidste sekund begik straffekast.

Ansvar og nerver lå nu hos Nicoline Tuxøe – og hun svigtede ikke. Med iskoldt overblik sendte hun bolden i mål til 23-23 og sikrede det ene point, som samtidig betyder, at HIF holder fast i førstepladsen i 2. division, ét point foran Roskilde.

Der resterer tre kampe af grundspillet, og HIF står nu stærkt i kampen om en plads i oprykningsspillet til 1. division.

menu
menu