Historisk sæson på Teater Vestvolden

Historisk sæson på Teater Vestvolden

Åbning af nyt teater og flotte besøgstal gjorde sæson 2022/23 historisk på Teater Vestvolden

Teater Vestvolden åbnede sæson 2022/23 med indflytning i det nye teater i teater- og kulturhus Risbjerggaard.

Teatrets to nye teatersale var fyldt med aktivitet gennem hele sæsonen, som bød på 34 forskellige forestillinger og arrangementer og samlet 254 opførelser, som havde en gennemsnitlig sædebelægning på 84 pct. Sæsonens høje aktivitetsniveau var blandt andet gjort muligt med en ekstra bevilling, som sammen med teatrets nye beliggenhed bidrog positivt til antallet af besøgende, som nåede 20210 publikummer, hvilket er rekord.

Fokus på teater stationært

Teater Vestvolden har gennem en årrække haft fokus på at præsentere forestillinger stationært i Hvidovre, og publikum har fået øjnene op for, at Teater Vestvolden er et familiens teater, der viser forestillinger, som kan opleves på tværs af generationer. I år præsenterede Teater Vestvolden tre egenproduktioner med Zappa og Christiane F, som begge var genopsætninger, og en urpremiere på forestillingen Tro, håb og gorgonzola, som var en større co-produktion sammen med Teatret Masken. Alle tre forestillinger repræsenterede børne- og ungdomsforestillinger med vigtige, skæve og sjove historier om aktuelle emner og temaer skabt over kendte film og bøger.

Mere end et teater

Teater Vestvolden er mere end teater, og repertoiret rummer altid masser af arrangementer. I sæson 23/23 havde Teater Vestvolden premiere på arrangementet Teater Vestvoldens familieshow, som er et comdedyshow for børn og deres voksne præsenteret i samarbejde med Comedy Klubben Junior og Center for Kultur og Fritid i Hvidovre Kommune. Familieshowet var et tilbagevendende arrangement, som var med til at fylde teatersalene gennem hele sæsonen, og som vender tilbage på Teater Vestvolden i den nye sæson, som begyndte i august.

Stand-up og testshow

Teater Vestvolden har gennem de sidste 12 sæsoner haft fokus på at etablere sig som stand-up-scene med et fast månedligt egenproduceret Open Mic-show. Landets komikere nyder at optræde for Teater Vestvoldens trofaste stand-up-publikum og derfor kunne Teater Vestvolden også præsenterre en række testshow med navne som R8dio, Nikolaj Stockholm og Signe Molde, som kom på forbi for at afprøve og finpudse deres show, inden deres turnerer i resten af landet, hvilket var til stor glæde for Teater Vestvoldens faste publikum.

Jul på Teater Vestvolden

Teater Vestvolden har de senere sæsoner fokuseret på særlige julearrangementer, som er blevet populære, og publikum sætter åbenlyst pris på en uhøjtidelig fejring af højtiden. Denne sæson blev det til 90’er juleshow med et koncept produceret af Teater Vestvolden samt den årlige tilbagevendende juletradition Hit med Banko julestue med Amin Jensen, som er blevet kult.

Hvidovre Teaterfestival

Ved siden af komikken og arrangementer er Hvidovre Teaterfestival blevet en yderst vigtig brik i Teater Vestvoldens profil. Årets festivalprogram bestod af 9 forskellige forestillinger og 27 opførelser. Alle forestillinger blev opført på Teater Vestvoldens to nye scener, i teaterbussen eller på Avedøre Bibliotek- og kulturhus, og igen i år var stort set alle festivalens forestillinger udsolgt på forhånd som udtryk for, at festivalen på sine bare to år er blevet populær som hele Hvidovres lokale teaterfest præsenteret i samarbejde mellem Teater Vestvolden, Hvidovre Bibliotekerne og center for Kultur & Fritid i Hvidovre Kommune.

Hvidovre dramaskole

Hvidovre Dramaskole er Teater Vestvoldens bud på dramaundervisning i Hvidovre i samarbejde med Hvidovre Kommune. Dramaskolen blev startet tilbage i 2013 og er blevet en fast og integreret del af Teater Vestvolden. To faste dramalærere præsenterede et undervisningsforløb for tre hold i alderen 9-17 år i foråret 2023. Årets tre dramahold var fuldt optaget og forløbet blev afsluttet med en fremvisning for forældre, bedsteforældre, søskende og andre teaterinteresserede i maj 2023 i Teater Vestvoldens nye store teatersal. Dramaskolen fortsætter og har netop taget hul på et nyt dramaforløb med fire hold og over fyrre elever.

Ekstra midler og øget publikumstal

Teater Vestvolden afviklede over 250 forestillinger og arrangementer i teatrets to nye teatersale i Kulturhus Risbjerggaard. Det høje aktivitetsniveau var blandt andet muligt gennem en ekstra bevilling på knap en halv millioner kroner fra Slots- og Kulturstyrelsen til udvikling af Teater Vestvolden. Det samlede publikumstal viser, at Teater Vestvolden er i stand til at tiltrække flere publikummer med de ekstra midler, og teatret forventer, at publikumstallet vil falde i den kommende sæson, hvor bevillingen udløber.

Positivt resultat

Årets resultat var positivt på 81.000 kr. Resultatet betragtes som positivt ikke mindst set i lyset af de ekstra uforudsete omkostninger, som er blevet pålagt teatret i forbindelse med flytningen til Kulturhus Risbjerggaard.

Foto: Teater Vestvolden har haft hele tre egenproduktioner i år.