Hun tog hele verden med storm
Hør hvidovrepigen, sangeren Lecia, kendt fra musikgrupperne ”Laban” og ”Lecia & Lucienne” fortælle ved ”Musik & talk” arrangement på RIGA
ARRANGEMENT: Fredag den 14. november kl. 20 på RIGA i Kulturhus Risbjerggaard, kan man høre tidligere hvidovreborger, sangeren Lecia Jønsson fortælle om sit liv, om samarbejdet med lillesøster Lucienne, om det at være en af det første piger på musikscenen i Danmark indenfor rock/pigtråd i de vilde 60’ere, og som pige turde have drømme og ambitioner, som ellers kun var der forbeholdt de tusindvis af unge drenge, der selv havde de vildeste drømme om at gå i fodsporerene på datidens mest kendte rock/beatgrupper fra det store udland bl.a. The Beatles.


Lecia er født og opvokset i Avedøre/Hvidovre og vil derfor også komme ind på barndommen og ungdommen i Hvidovre, med pigtrådsmusik, Puch maxi og hvordan de kiggede på drengene….
Lecia fortæller om, hvordan hun samen med Lucienne startede allerede først i 1960’erne som pigegruppen ”Lecia & Lucienne”, der senere blev forsangere i toporkestret, The Scarlets, er en gribende beretning der både er skarp og til tider rystende, men også spændende og fyldt med kærlig humor.
Fortællingen kommer også omkring gruppen LABAN, om alt det der pludselig skete i hendes liv, bare fordi hun, sammen med sangerkollegaen, Ivan Pedersen, indsang den sang stort set alle kender, også i dag (”Hvor Ska’ Vi Sove i Nat”). Sangen blev startskuddet til en mangeårig karriere på topplan, hvor LABAN endte med at ligge på mange internationale hitlister verden over, og ikke mindst på verdens med prestigefulde hitliste, BILLBOARD HOT 100 i USA.
Lecia beretter også om tilblivelsen af sin biografi om LABAN, der udkom i november 2023, og om de mange verdensberømte kolleger, hun har mødt i sin karriere. Foredraget krydres med små eksempler på flere af de hits, som Lecia har fået danskerne til at synge med på, og med beretninger fra hendes deltagelse i Dansk Melodi Grand Prix i 1979, 1980, 1984, 1986, 1989 og 1990. Lecia har bl.a. skrevet en af de få danske grand prix evergreens, sangen fra 1984, ”Det’En Hem’lighed”, som hun sang til kæmpe succes for gruppen LABAN.
Et levende, interaktivt foredrag, der drager publikum med ind i Lecias vidunderlige verden, men også tager os med på de slemme rutsjeture, hun oplevede i sin hektiske sangerkarriere.
Billetter i forsalg koster 95,- + gebyr. Dørsalg: 130,- Billetter kan købes på rigahvidovre.dk
Dørene åbner 30
minutter før showstart og der er unummererede siddepladser.
