Hvad gør vi med parkeringsproblemerne?

Hvad gør vi med parkeringsproblemerne?

LÆSERDEBAT: Som fodgængere, cyklister og bilister i Hvidovre støder vi ofte på uhensigtsmæssigt parkerede biler på veje og i rabatter i hele kommunen. Det er et problem, som er taget til gennem de sidste 10 år, og det ses tydeligt omkring togstationerne, hvor det nærmest ikke er til at få en parkeringsplads i dagtimerne, da en del borgere fra andre kommuner kører til Hvidovre for at parkere bilen, inden de tager toget det sidste stykke ind til København.

I kommunens nordlige ende, er der opstået problemer efter at Rødovre Port er blevet bygget, for beboerne vil hellere parkere gratis i Hvidovre, end betale for en p-plads i Rødovre Port.

Samme problematik ses ved Filmbyen og Avedøre­lejren, og nu også ved Fri­­hedens Butikscenter, hvor Centerledelsen har ændret parkeringsreglerne bag centret. Dette har medført, at langt flere parkerer på P-pladsen ved Strandmarksvej og Kirken. Man kan frygte, at dette spreder sig til de omkringliggende villaveje og gør vejene til Danalund mere usikre for skolebørnene.

Fremadrettet ser det også ud til, at det kommende højhusbyggeri på hjørnet af Hvidovrevej og Gl. Køge landevej får alt for få P-pladser i forhold til antallet af lejligheder, hvilket kan få konsekvenser for borgerne på Ajax Allé og i den sydøstlige ende af grækerkvarteret. Vi er nødt til at få sikret, at parkering af biler ikke gør vejen mere usikre og få minimeret effekterne af ændringer i boligmassen, ved at sikre at beboerne parkerer på egen matrikel og gerne i p-kældre eller på p-dæk i højhuse.

I SF-Hvidovre vil vi gerne have færre biler på vejene, men samtidig skal vi som kommune sørge for at regulere parkeringen af de biler der er i kommunen. Måske skal der opfordres til at de borgere der bor i eget hus, parkerer på egen matrikel, at boligselskaberne sikre tilstrækkelige parkeringsmuligheder for deres beboere, inklusiv håndværkerbiler og at der indføres en generel P-licens i hele kommunen?

Maria Avnskjold og Bent Roldgaard
SF Hvidovre

menu
menu