Hvad sker der på rådhuset?

 Hvad sker der på rådhuset?

Ugens Kommentar af Niels Erik Madsen

UGENS KOMMENTAR: Mange borgere har i en periode undret sig over hvad der foregår på Hvidovre Rådhus.

Vi er bl.a. blevet præsenteret for et par bemærkelsesværdige fratrædelser (læs: fyringer) af to højt rangerende forvaltningsdirektører/afdelingschefer, som er blevet opsagt under hvad der fremstår som mærkelige og måske uordentlige vilkår. Så vidt vides har de hverken begået underslæb eller halvkriminelle handlinger, men det har været "lukket land" med hensyn til begrundelserne, - selvfølgelig med henvisning til personalebeskyttelsen. At de opsagte også samtidigt er blevet "bundet på hænder og fødder" af en fratrædelsesaftale, uanset de nok gerne ville retfærdiggøre sig, efter en lang karriere i kommunens tjeneste, er heller ikke særlig rart.

Er man ved at rense ud i "dårlige chefer", eller er det udtryk for en ledelseskultur, hvor man ikke må sige sin mening, og være i god kontakt med borgerne - eller noget andet?

Oveni disse ubehagelige fratrædelser, kommer så en mindst lige så mystisk sag - ganske vist med modsat fortegn -, som den øverste ledelse i kommunen, trods flere opfordringer herfra og fra borgere, heller ikke helt vil give offentligheden svar på.

Det drejer sig om den nu tidligere skoleleder på Gungehusskolen. Efter en alvorlig misere med bl.a. massiv mobbekultur og uberettiget bortvisning af en elev, der efterfølgende førte til en officiel undskyldning fra kommunen til den usædvanligt dårligt behandlede elev og familie. Pludselig ser man så den føromtalte skoleleder blive ophøjet og hevet ind på rådhuset som Hvidovre Kommunes øverste skolechef. En utrolig belønning for hvad der i hvert fald udefra set har været dårligt virke.

Lidt forklaring er vel ikke et urimeligt ønske, hvis vi ellers skal opretholde opfattelsen af Hvidovre som en god og professionel ledet kommune?.

 

nem