Hvem bliver spioner?

Hvem bliver spioner?

Lions Hvidovre byder alle velkommen til et spændende foredrag med tidligere PET chef Frank Jensen

LIONS Hvidovre arrangerer endnu en gang til et spændende arrangement. Det foregår torsdag den 25. maj kl. 19.00 til 21.00 i Lille Frihedens aktivitetssal, hvor man får besøg af den tidligere PET-chef Frank Jensen, der vil fortælle om spionagen i Danmark, og her vil berette om, hvordan og hvorfor vi er truet af fremmede landes spioner.

Frank Jensen er tidligere operativ chef i PET. Han blev ansat i politiet i 1972, og frem til ansættelsen i PET i 1981 arbejdede han bl.a. som hemmelig agent i Københavns Politis narkoafdeling.

I PET blev Frank Jensen uddannet som specialist inden for kontraspionage. I 1988 var han leder af terrorafdelingen og tog del i optrevlingen af den danske terrororganisation Blekingegadebanden. Frank Jensen var operativ leder i PET i perioden 2007-2012, hvor terrortruslen mod Danmark nåede uhørte højder. Frem til udnævnelsen som chefpolitiinspektør og operativ chef for PET i 2007 var Frank Jensen bl.a. chef for Kriminalteknisk Afdeling og Rejseholdet, Eftersøgningstjenesten og Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, NEC. Han var efter kurser hos bl.a. FBI også med til at introducere criminal profiling i Danmark, var leder af den danske indsats under tsunamien i Sydøstasien og har undervist på Journalisthøjskolen i politianalyser.

Ved foredraget i Lille Friheden giver Frank Jensen et indblik i, hvordan spionagen foregår, og hvordan de fjendtlige efterretningstjenester opererer i Danmark. Han fortæller hvem og hvad der er målene for spionagen, samt hvem der bliver spioner for fremmede magter, og hvordan de bliver det.

Rusland og Kina fylder meget i spionagetruslen, hvor særligt Ruslands aggressive udenrigspolitik og invasionen i Ukraine betyder nye spionagetrusler. Der er i den forbindelse opstået nye spionagemål, der skal hjælpe Rusland med at nedkæmpe Ukraine. Hvad er det for mål? Og hvordan kommer Danmark ind i billedet i denne sammenhæng? Hvordan opdager PET de fjendtlige spioner, og hvordan modarbejder de dem. Frank Jensen giver et anderledes indblik i situationen i Ukraine, når han inddrager arbejdsgangen hos Danmarks hemmeligste tjeneste i sin fortælling.

Billetpris á kr. 75,- kan købes på billetfix.dk, eller i Huset, Hvidovrevej torsdag den 11. maj kl. 13-15 eller på Hvidovre Avis mandag den 15. maj kl. 10-12.

Kaffe, the, kage, øl og vand kan købes til rimelig priser.