Hvidovre 2026 – en by, der vokser sammen
UGENS KOMMENTAR af Niels Erik Madsen
KOMMENTAR: Nytår er tid til at kigge fremad, og i Hvidovre står 2026 for døren med en blanding af store ambitioner og konkrete handlinger. Kommunens valgte er i fuld gang med at forme fremtiden – for borgerne, for miljøet og for fællesskabet. Her er bare nogle af de projekter og udfordringer, der vil præge året:
Et af de mest markante projekter er Gartnerhaven, det nye byområde langs Avedøre Byvej, der er under opførelse og sigter mod at blive et moderne, levende kvarter med boliger, grønne områder og plads til fællesskab.
Lidt mere nervøse kan vi blive over kommunens afhændelse/salg af det fredede område Stevnsbogård til et foretagende hvis indehavere ikke just har særligt godt ry fra tidligere projekter. Man bør nok holde et vågent øje…?
På den positive side har kommunen sat gang i en helhedsplan for et 182.000 kvadratmeter stort omdannelsesområde mellem Høvedstensvej, Avedøre Havnevej og Bibliotekvej. Planen, der forventes politisk behandlet i slutningen af 2026, kan potentielt skabe plads til over 1.000 nye boliger, erhverv, kultur, fritid og offentlige institutioner. Visionen er et nyt bykvarter med klare forbindelser til bymidten og vigtige institutioner som Kulturhus Risbjerggaard og Hovedbiblioteket/Medborgerhuset.
Kommunen sætter også fokus på klimatilpasning. I første halvår af 2026 inviteres borgere og virksomheder til workshops om stormflodssikring af Kalveboderne, hvor stigende havvand og kraftigere storme udgør en udfordring. Det er et vigtigt skridt i at beskytte både boliger og natur for fremtidige generationer
2026 bringer også økonomiske udfordringer. Kommunens budget viser et kassetræk på 15,9 mill. kr., hvilket stiller krav om omhyggelig prioritering. Borgmester Anders Wolf Andresen understreger, at kommunen ”vil sætte tempo på byudviklingsprojekter for at tiltrække flere skatteborgere og sikre velfærden”.
2026 bliver et år, hvor Hvidovre vokser – både fysisk og som fællesskab. Med nye byområder, grønne løsninger og styrket kultur- og transporttilbud er der da grund til optimisme.
nem