Hvidovre-borgere kan hente gratis beskyttelsesbriller før nytår
To lokale butikker uddeler gratis beskyttelsesbriller – overlæger advarer: Øjenskader kan ødelægge dit syn for livet
NYTÅR: Nytårsaften er for mange en festlig aften med fyrværkeri og farver på himlen. Men bag den smukke fest gemmer sig en alvorlig risiko: Hvert år kommer danskere til skade på øjnene, fordi de ikke bruger beskyttelsesbriller. Ifølge Sikkerhedsstyrelsen blev 210 danskere skadet af fyrværkeri sidste nytår – og omkring hver tredje ulykke rammer øjnene.
Samme fejl går igen
Sara Brandi, ledende overlæge på Rigshospitalets afdeling for øjensygdomme, har i syv år opereret danskere med alvorlige øjenskader efter nytår. Hun understreger, at alle de skadede har én ting til fælles: De bar ikke beskyttelsesbriller.
– Jeg har opereret alt for mange med alvorlige øjenskader efter nytåret. Ingen af dem bar beskyttelsesbriller. Desværre er det ofte børn, der rammes. Jeg anbefaler på det kraftigste, at du beskytter dine egne og dine børns øjne, siger Sara Brandi.
Gratis beskyttelsesbriller i Hvidovre
For at forebygge ulykker uddeler to butikker i Frihedens Butikscenter gratis beskyttelsesbriller til både børn og voksne. Hos Synoptik kan du hente briller, så længe lager haves, mens Louis Nielsen uddeler briller indtil den 30. december – eller til den sidste brille er givet væk.
Rico Nielsen, ejer af Louis Nielsen Hvidovre, fortæller, at lokale borgere allerede har været flittige til at hente brillerne.
– Vi har ekstra mange på lager i år, og vi håber, at så mange som muligt benytter sig af tilbuddet. Det er vigtigt, at brillerne sidder tæt og dækker øjnene ordentligt, siger Rico Nielsen.
Eksperter advarer:
Dit syn er i fare Morten la Cour, formand for Øjenforeningen og tidligere overlæge, kender konsekvenserne af fyrværkeriulykker:
– Bliver du ramt af fyrværkeri i ansigtet, er dit syn i stor fare. Beskyttelsesbrillerne er meget effektive, men de virker kun, hvis de bliver brugt. De skal dække øjnene og ikke sidde i panden, understreger han.
Diana Stentoft, formand for Dansk Blindesamfund, tilføjer:
– Ulykker kan ske på et splitsekund. Ofte er der ingen vej tilbage, når først skaden er sket. Beskyttelsesbrillerne skal være på – både hvis du selv skyder fyrværkeri af, og hvis du står og ser på.
Gode råd til en sikker nytårsaften
Brug altid beskyttelsesbriller – uanset om du tænder lunten eller er tilskuer.
Tænd aldrig fyrværkeri, når du holder det i hånden.
Hold sikker afstand, og læn dig aldrig ind over fyrværkeriet.
Gå aldrig tilbage til en fuser.
Brug aldrig ulovligt fyrværkeri eller fyrværkeri til professionelt brug.
Almindelige briller beskytter ikke – brug altid tætsiddende beskyttelsesbriller over egne briller.
red
