Hvidovre på vej til at sælge Danmarks smukkeste område

Hvidovre på vej til at sælge Danmarks smukkeste område

Hvidovre Kommune vil sælge Svejbæk Færgegaard ved Gudenåen og Silkeborgsøerne

NYHEDER: Det er nok ikke alle i Hvidovre der ved det? Men Hvidovre Kommune har i næsten 50 år været ejer af det måske smukkeste område i Danmark, nemlig Svejbæk Færgegård, beliggende på en naturskøn, skovbeklædt grund ved Silkeborgsøerne og lige ned til Gudenåen med anløbsbroen, hvor bl.a. landets ældste dampskib “Hjejlen” lægger til.
Det er kort sagt en fantastisk skøn plet midt i Jyllands hjerte mellem Silkeborg og Ry, som mange af Hvidovres skolebørn på feriekoloni og vore lokale foreninger og institutioner har benyttet med stor glæde i en lang årrække.
 Desværre tyder alt på at det er slut nu. I Hvidovre Kommunes budgetforslag for 2024 fremkom administrationen med forslag om at Svejbæk Færgegård skulle sælges, og det er senere blevet fulgt op i kommunalbestyrelsen, og tilsyneladende definitivt vedtaget, – efter hvad vi erfarer, dog med den klausul, at der ikke er tale om “udsalg”, – prisen skal være “rigtig”! 
Købt på én dag!
 Den gamle Svejbæk Færgekro fra århundredeskiftet var – efter en brand – totalt nyrestaureret og omdøbt til Svejbæk Færgegaard, da Hvidovre Kommune købte ejendommen i april 1975.
Det var den aktive leder i kulturudvalget Herluf Rasmussen der gjorde fundet og han satte straks sin borgmester Svend Aagesen i gang, hvilket betød at man i løbet af bare én dag kunne vedtage købet af Svejbæk Færgegaard.
Aagesen og Rasmussen udgjorde et dynamisk par på det kulturelle område i denne periode. De var besjælet af at Hvidovre Kommune skulle kunne tilbyde de unge, foreningslivet og de ældre ophold i naturrige områder, som vi ikke var særlig beriget af her.
 De var eksempelvis også hovedkræfterne bag opførelsen af Medborgerhuset med den store sal og det nye Hvidovre Hovedbibliotek, der blev betegnet som datidens mest moderne. Af mange andre initiativer fra deres side huskes bl.a. køb af Mariannelund ved Gurre (der desværre hurtigt var nedslidt), samt initiativet og indkøbet af skoleskibet “Jette Jan”, der gav mange unge skolelever fine oplevelser, og ikke at forglemme de første  ferieophold i Sportono i Italien for Hvidovres pensionister, – nok de første af den slags rejser i kommunalt regi.
 Svend Aagesen døde i 1995 og Herluf Rasmussen i 2013. De ville ikke have det godt, hvis du kunne opleve forvaltningen og salget af et af deres store initiativer og fund – den skønneste plet i Danmark – Svejbæk Færgegaard.
mads