– Hvidovre skal være Danmarks mest menneskelige og mest moderne kommune...

– Hvidovre skal være Danmarks mest menneskelige og mest moderne kommune...

Carsten Provstgaard – kommunalvalg 2025

KV2025: Kommunal­valget i Hvidovre er i fuld gang, og Hvidovre Avis har spurgt spidskandidat for Moderaterne, Carsten Provstgaard, om hans visioner for kommunens fremtid.

Byudvikling

  1. Hvordan skal Hvidovre udvikle sig som by – mere byggeri, eller skal vi bevare de grønne områder?

Hvidovre skal udvikles – men med omtanke. Vi skal bygge, hvor det giver mening, og bevare de grønne åndehuller, som gør Hvidovre til et godt sted at bo. Byudvikling må aldrig kun handle om kvadratmeter, men om liv mellem husene. Jeg ønsker en udvikling, hvor vi tænker bolig, erhverv og fællesskab sammen – f.eks. ved at skabe levende byrum, hvor der både er plads til caféer, fællesskaber og lokale initiativer. Samtidig skal vi sikre, at infrastruktur, institutioner og natur følger med, så vi ikke mister den lokale sammenhængskraft.

Kommunens ressourcer

  1. Hvordan vil du prioritere mellem investeringer i institutioner, skoler, ældrepleje og idræt/fritid?

Vi skal prioritere klogt – ikke blot bruge flere penge, men bruge dem bedre.

Jeg vil arbejde for, at kommunen frigør tid og ressourcer fra unødigt bureaukrati, så medarbejderne kan bruge mere tid på borgerne. Det kræver investering i digitalisering og smartere arbejdsgange – ikke som et mål i sig selv, men som et middel til bedre velfærd.

Børnene skal have voksne, der har tid til nærvær, og de ældre en tryg hverdag med kontinuitet og omsorg. Idræt og fritid skal ses som en del af velfærden – for fællesskab, bevægelse og trivsel hænger uløseligt sammen.

Klima og bæredygtighed

  1. Hvordan vil du og dit parti sikre, at Hvidovre udvikler sig som en bæredygtig og klimavenlig kommune i fremtiden?

Hvidovre skal gå forrest i den grønne omstilling – men på en måde, hvor løsningerne virker i praksis. Vi skal udnytte lokale ressourcer bedre, fx ved at bruge overskudsvarme fra datacentre, ishockeyhaller og virksomheder, og tænke energi, byggeri og transport sammen. Kommunen skal gå forrest med energieffektive bygninger, Solceller hvor det kan betale sig og cirkulær drift. Men borgerne og virksomhederne skal med – vi skal skabe grøn udvikling gennem partnerskaber, ikke pålæg.

Valgtema

  1. Hvad tænker du bliver efterårets vigtigste valgtema for Hvidovre?

Efterårets vigtigste tema bliver, hvordan vi sikrer fremtidens velfærd. Hvidovre har en sund økonomi, men vi står over for mangel på arbejdskraft og stigende udgifter til det specialiseret område og ældrepleje. Hvis vi vil bevare kvaliteten i skoler, daginstitutioner og ældrepleje, skal vi turde gentænke måden, vi arbejder på. Det kræver investeringer i digitalisering, trivsel og kompetencer – ikke flere kontrolark. Jeg ønsker en kommune, der frigør tid til mennesker og giver plads til faglighed, innovation og ansvar.

Borgerspørgsmål

  1. Hvidovres lokale byliv har brug for støtte. Hvad vil du gøre for at styrke samarbejdet mellem kommunen og de lokale erhvervsdrivende?

Det lokale erhvervsliv er en forudsætning for et levende byliv. Vi skal have et tættere samarbejde mellem kommunen, erhvervsdrivende og foreninger. Jeg foreslår, at vi opretter et lokalt erhvervsforum, hvor virksomheder, kommunen og politikere mødes fast for at drøfte udbud, lokale indkøb og udviklingsprojekter.

Samtidig skal vi gøre det lettere for lokale erhvervsdrivende at byde på kommunale opgaver – og undersøge, hvad det vil koste at fjerne dækningsafgiften.

Endelig skal vi bruge bymidten bedre – skabe arrangementer, markeder og events i samarbejde med butikker, foreninger og kulturinstitutioner. Et levende byliv kræver, at vi investerer i relationer – ikke kun mursten.

Hvidovre skal være Danmarks mest menneskelige og mest moderne kommune – et sted, hvor vi bruger teknologi og samarbejde til at skabe mere tid til det, der virkelig betyder noget: mennesker, fællesskab og livskvalitet.

menu
menu