Hvidovre skoler sætter rekord
1.733 elever spiller skak for fællesskabet
SKOLE: På fredag den 6. februar bliver en dag fyldt med konger, dronninger og ACTION-skak, når hele 1.733 elever fra ni skoler i Hvidovre deltager i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag®. Dagen er et tænksomt modstykke til den traditionelle motionsdag og sætter fokus på fællesskab, mentale færdigheder og socialt samvær.
Skoleskak skaber glæde og færre konflikter
Skolerne i Hvidovre – Præstemoseskolen, Sønderkærskolen, Esajasskolen, Holmegårdsskolen, Langhøjskolen, Engstrandskolen, Dansborgskolen, Risbjergskolen og Avedøre Skole – melder alle om elever, der elsker den alternative skoledag. Skoleskakken skaber ifølge lærere færre konflikter og flere relationer mellem eleverne, og underviserne glæder sig til at sende eleverne på vinterferie med en god gang hjernegymnastik.
Skak er mere end et spil
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) roser initiativet: - Skakspillet er mere end bare et spil. Det er også fællesskab og hjernegymnastik. Skoleskak træner evnen til at tænke logisk og hjælper med at holde fokus og koncentration. Derfor er det positivt, at Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® formår at samle så mange omkring skakbrættet. Det er læring, fællesskab og venskab på samme tid. Og det er en rigtig god måde at lære på.
Lokale og nationale partnere bakker op
Dansk Skoleskak, der står bag arrangementet, oplever fortsat vækst. Generalsekretær Mads Jacobsen fortæller:
- Det er et stærkt træk, at skolerne igen sætter rekord og sender over 60.000 elever på vinterferie med en trænet hjerne. Med opbakning fra Spar Nord Fonden, Lundbeckfonden og lokale fonde som Toms Gruppens Fond får vi unge til at glemme skærmen for en stund og i stedet spille hjernen og fællesskabet stærk.
red
