HVIDOVRE SVIGTER SINE SENIORER
Farvel til Lise og Keld, skriver POUL ERLING MATHIASEN
LÆSERDEBAT: Kære Lise og Keld Sander,
Det er med stor ærgrelse, at jeg læser jeres historie.
Desværre har jeres beslutning om at flytte fra Hvidovre, fordi I ikke kan finde en seniorbolig, ramt hovedet på sømmet.
Jeres farvel afslører den ubehagelige sandhed bag de skåltaler, som rådhuset holder om en ”seniorvenlig kommune i rivende udvikling”.
Handling skal erstatte snak
Mens de folkevalgte efterlyser ”input til fremtidens Hvidovre” – for det er jo så belejligt – mangler de at løse de presserende opgaver, der ligger lige foran dem, her og nu.
I stedet for at spørge om fremtiden, burde man fokusere på at sikre, at kommunens ældre borgere kan blive boende.
Paletten får en midlertidig og kostbar skurvogn i form af en pavillon, hvor man hælder penge i et midlertidigt anlægsarbejde, der skal laves om igen senere – bogstaveligt talt penge hældt i kloakken. Hvorfor ikke gøre arbejdet ordentligt fra starten?
Og hvor er den ”rivende udvikling” blevet af? Det er snart et år siden, der blev bevilget 1,3 millioner kroner til at videreføre en sti under Ringstedbanen, men der er intet sket ud over fundet af et knækket kloakrør. Det ligner mere en stagnerende kommune, der spilder borgernes penge på halve løsninger.
En kynisk strategi?
Jeres fraflytning handler dog om mere end blot mangel på boliger.
Jeg frygter, at Hvidovre Kommune er mere snedig, end man umiddelbart tænker. Hvis der var seniorboliger nok, ville I blive boende, og det medfører, at kommunen skal afholde de stigende udgifter, der naturligt kommer i forbindelse med, at man bliver ældre.
Måske er den manglende byggevilje på seniorområdet ikke udtryk for inkompetence, men en kynisk strategi for at begrænse udgifterne ved at lade kommunens ældste og mest loyale borgere vælge at flytte.
Kære Lise og Keld, jeg ønsker jer alt det bedste. Jeres flytning er et alarmsignal til hele Hvidovre. Vi har brug for politikere, der prioriterer reelle løsninger – ikke tomme løfter og dyre skurvogne.
Venlig hilsen
Povl Erling Mathiasen
