Hvidovre Tandklinik er tilbage efter branden

 Hvidovre Tandklinik er tilbage efter branden

2022 skulle vise sig at blive et utrolig hårdt år for Hvidovre Tandklinik, Hvidovrevej 130, fordi en brand i ejendommens tag gjorde klinikken hjemløs.

Men efter næsten hjemløse 15 måneder lykkedes det at åbne op igen på adressen. Indehaveren af klinikken, Ammar Al-Moalem, har kæmpet for at kunne vende tilbage og for at kunne beholde hele sit personale. Nemt har det ikke været, og derfor glæder han sig så meget desto mere over at være tilbage.

- Efter branden ledte jeg med lys og lygte, og jeg kæmpede virkelig forat finde nye lokaler, men det var utrolig svært at finde noget i Hvidovre. Så det endte med, at jeg lejede mig ind med en enkelt stol på en klinik i Herlev. Her delte vi tre tandlæger stolen og arbejdede fra tidlig morgen til sen aften, fortæller Ammar Al-Moalem.

Hvidovre Tandklinik har i alt ti medarbejdere og ca. 3.000 patienter, og det glæder Ammar Al-Moalem, at han har kunnet fastholde stort set alle medarbejdere under den lange periode, hvor klinikken var hjemløs.

- Vi var tre tandlæger og en tandplejer, der skulle få det til at lykkes. Desværre mistede jeg min tandplejer, men ellers har jeg stadig hele mit personale, siger han.

Ammar Al-Moalem og Hvidovre Tandklinik åbnede op i Hvidovre i 2014, og indehaveren synes fortsat at lokalområdet er skønt. Desuden er en del af hans medarbejdere lokale.

- Vi har været her i snart 10 år, og jeg elsker at være her. Hvidovre Tandklinik er ikke en del af en tandlægekæder, og vi lægger vægt på at se holistisk på patienterne. Man bliver fulgt af den samme tandlæge hver gang. Og så mener vi ikke, at penge skal være afgørende for, om man kan blive behandlet. Man kan have nogle tandproblemer, som man ikke er herre over, så vi har nogle gode, rentefri ordninger for vores patienter, siger han.

Da Ammar Al-Moalem og Hvidovre Tandklinik overtog klinikken i 2014 var der 675 patienter. I dag er der ca. 3.000 og stadig plads til flere. Ud over almindelige tandbehandlinger foretager klinikken også kirurgi, fjernelse af visdomstænder, implantater, knogleopbygninger, kosmetisk behandling, tandregulering og laver snorkeskinner.

- Vi har været igennem en krise i forbindelse med branden, men vi er kommet godt igennem og har et rigtig godt teamwork og alle er glade, siger Ammar Al-Moalem.

key