Hvor står Kommunen, hvis krisen rammer?

MARTIN ESKILDSEN om kommunens kriseberedskab:
LÆSERDEBAT: Mange danskere har de seneste måneder efterlevet de råd, myndighederne er kommet med, hvad angår større eller mindre kriser. Men hvor står Hvidovre Kommune i sådan en situation? Hvidovre Kommune har ansvar for kommunens mere sårbare indbyggere – herunder plejehjemsbeboere og ældre medborgere. Det helt store spørgsmål er, om de borgere, som Hvidovre Kommune har et ansvar over for, er lige så forberedte som de borgere, der ikke behøver hjælp til selv de mest basale ting.
Med andre ord: Er der nok varer på lager, når det kommer til mad, artikler til personlig hygiejne og benzin eller strøm til kommunens biler?
I Venstre Hvidovre er vi meget optaget af ALLE borgeres velbefindende – uanset om man har brug for hjælp eller ej. Derfor er det også vigtigt for Venstre, at Hvidovre Kommune ikke glemmer sine mindre ressourcestærke indbyggere i en tid, hvor vi alle sammen er nødt til at tage højde for eventuelle kriser, som kan risikere at lægge vores samfund ned.
Med venlig hilsen
Borgmesterkandidat for Venstre Hvidovre,
Martin Eskildsen