Hvorfor ramadan på Risbjerggård

Hvorfor ramadan på Risbjerggård

– men ikke pinse?, skriver MIKKEL DENCKER:

LÆSERDEBAT: Det vakte opsigt, da det for nylig kom frem, at Hvidovre Kommune havde givet tilladelse til en ramadan-fejring på Risbjerggård – samtidig med at Folkekirken fik afslag på at bruge de samme lokaler til en pinsefejring.

Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?

Risbjerggård er kommunens kulturhus og skal være tilgængeligt for alle borgere. Men når der gives grønt lys til et religiøst arrangement med islam som afsæt, og samtidig siges nej til et lignende arrangement med kristendommen som baggrund, så opstår der en skævvridning, som ingen steder hører hjemme. 

Borgmesteren har forklaret hændelsen med at det er en administrativ fodfejl. Men, jeg frygter at det er et symbol på noget langt større og mere alvorligt: Nemlig en voksende tendens til at nedtone, glemme eller ligefrem fortrænge vores kristne kulturarv.

Kristendommen er ikke bare en religion blandt mange. Den er det historiske, kulturelle og værdimæssige fundament under det danske samfund. Vores helligdage, vores kalender, vores flag – ja, selv vores begreber om næstekærlighed, tilgivelse og menneskesyn – er formet af kristendommen. Den har gennem århundreder bundet os sammen som folk, givet os et fælles sprog og forståelse for rigtigt og forkert.

Folkekirken er ikke en minoritetsgruppe, der skal søge om accept. Den er en del af det danske demokratis struktur og nævnt i Grundloven. Det er den, der døber vores børn, konfirmerer vores unge, vier de voksne og begraver vores døde – uanset om vi er troende eller ej. Når man derfor i Hvidovre Kommune nægter kirken adgang til et offentligt kulturhus til en fejring af pinsen – mens man samtidig åbner dørene for en religiøs markering, som langt færre i lokalsamfundet kan spejle sig i – så mangler der kompas og balance.

 

Med venlig hilsen

Mikkel Dencker

Kommunalbestyrelses-medlem Dansk Folkeparti 

menu
menu