HVR’s piger vandt stort stævne i weekenden

 HVR’s piger vandt stort stævne i weekenden

I weekenden har ”DRF Elevcup 2023” finale fundet sted på Fyens Rideskole, Odense – Hvidovre Avedøre Rideklub (HVR) deltog i år med ét hold.

Elevcuppen kører over det meste af foråret, og er for alle landets cirka 41 rideskoler. Alle rideskoler, der er tilmeldt deles ind i puljer, hvor der rides mod hinanden. Vindende hold går videre til næste puljerunde.

Ved puljeridninger mødes to rideskoler på hhv., hjemme og udebane, og rider på samme fire heste fra hver rideskole – dvs. alle ryttere prøver nye og uvante heste, samtidig med hjemmebanefordel.

HVR vandt samtlige puljer på vej mod finalen.

Cirka 350 elever fra hele landet har deltaget i Elevcup23, og heraf var 30 piger inkl. reserveryttere af sted i weekenden.

Finalen bød på to forskellige heste til hver af pigerne, i alt otte forskellige heste blev reddet i to klasser.

HVR’s piger bestod af Yeliz Arkan, Selina Hertsdahl, Nynne Kristensen, Viktoria Stjernholm Knudsen og Roxy Mønster – samt trænere Rikke Modell (formand for HVR) samt Sofie Visler

Alle piger lå øverst med bedste resultater og endte med at tage sejren foran de fem andre rideskoler.

Det betyder at pigerne fra HVR i år er vinder af DRF Elevcup 2023 - og dermed blandt de bedste elevrytter på rideskoleheste mellem 12-16 år - af de tilmeldte rideskoler.

Foto: Pigerne på podiet efter sejren