I klemme mellem udvikler og kommune

Fire parcelhusejere på Catherine Boothsvej har i flere år manglet etablering af det vejstykke, som deres boliger vender ud mod – kommunen har forsøgt at få udvikleren til at etablere vejen, men indtil videre uden held
NYHEDER: En ujævn grusvej har i tre år været en kæmpe udfordring for de fire parcelhusejere, der bor ud til en sidevej til Catherine Boothsvej, der ligger mellem parcelhusene og Frelsens Hærs krisecenter.
Parcelhusejerne har efterlyst en løsning på problemet ved kommunalbestyrelsens spørgetid og her i avisen. Hvidovre Avis har derfor spurgt Hvidovre Kommune, hvorfor vejen endnu ikke er etableret, og hvem der har ansvaret for etablering. Direktør for det tekniske område i Hvidovre Kommune, Sara Røpke, svarer i det følgende på Hvidovre Avis’ spørgsmål.
Hvem har ansvaret for, at vejstykket endnu ikke er etableret efter reglerne?
– Udvikleren har det fulde ansvar for at etablere vejen i henhold til de godkendte krav. Kommunen har forsøgt at finde en løsning via mægling mv. Udvikler finder Center for Trafik og Ejendommes afvisning (CTE) af deres vejprojekt urimelig, da de mener, at et 7 meter bredt vejudlæg skal fortolkes som om, at det fx også kan indeholde en hæk, og at de dermed ikke behøver at anlægge 7 meter bred anlagt vej.
Hvem har ansvaret for at kræve, at det bliver gjort?
– Eftersom vejprojektet ikke er godkendt af vejmyndigheden, er vejen i dag teknisk en privatvej. CTE er først vejmyndighed, når vejprojektet er godkendt og etableret i henhold til udstykning. En privatvej må ikke tages i brug før vejudlæg og detailprojekt er godkendt af vejmyndigheden. Vejudlægget – som er en reservation af et bestemt areal til fremtidig anvendelse som privat fællesvej – blev godkendt i forbindelse med salget af grunde fra Frelsens Hær til udvikler.
Hvidovre Kommune har som vejmyndighed i 2023 afvist udviklers projektplan for detailprojektet over udførelse af vejen, da detailprojektet blandt andet ikke overholdt kommunens krav til vejbredde, som blev fastlagt ved udstykning af grundene i 2020, og krav til trafiksikkerhed. Efter Vejdirektoratets praksis kan kommunen udstede påbud om at stoppe med at bruge vejen, indtil forholdet er lovliggjort.
Kommunen har vurderet, at dette ikke er en hensigtsmæssig løsning, da det ville betyde, at grundejerne ikke ville kunne få adgang til deres ejendomme.
Hvordan har der kunnet gives ibrugtagningstilladelse for de fire parceller på vejstykket, når den private fællesvej ikke er etableret?
– Da grundene på Catherine Boothsvej 18A-D blev udstykket i 2020, var det en del af aftalen, at der skulle etableres vejadgang til de udstykkede grunde via en 7 meter bred privat fællesvej. Hvidovre Kommune forventer stadig, at denne vej bliver anlagt. Da Hvidovre Kommune i 2021 behandlede byggeansøgningerne for husene på Catherine Boothsvej 18A-18D, og senere gav dem ibrugtagningstilladelse til indflytning i 2022, blev det kontrolleret på matrikelkortet, at ejendommene havde vejadgang. På matrikelkortgrundlaget fremgår ”optaget vej”, og arealet er på den måde reserveret til vejformål. Da Hvidovre Kommune gav byggetilladelser til de fire parcelhuse i 2021, vurderede vi ikke, at der var behov for at stille krav om garanti for, at vejen blev anlagt. Derfor var der ikke en garanti der kunne udløses til at gøre vejen klar, før husene blev taget i brug. Kommunen har ikke tidligere stillet sådanne krav i lignende sager, men fremover vil praksis blive justeret, så vi forhåbentlig kan undgå en gentagelse.
Er det korrekt, at Frelsens Hær har skullet afgive et stykke af deres areal til den private fællesvej?
– I udstykningssagen var det et krav, at der skulle etableres privat fællesvej på matrikel 19a. Senere i forløbet har Hvidovre Kommune modtaget en ansøgning fra udvikler om vejprojektet. Men da projektet ikke levede op til kravene om 7 meters bredde og fri adgang for skraldemænd og beredskab, gav kommunen afslag på ansøgningen den 1. februar 2024. Før der kommer en ansøgning om et vejprojekt, som lever op til kravene, kan kommunen ikke sige, om Frelsens Hær skal afgive en del af deres grund til vejen.
Hvem skal håndhæve at arealet frigives til den private fællesvej?
– Hvidovre Kommune skal håndhæve, at den private fællesvej etableres i overensstemmelse med et ansøgt vejprojekt. Hvidovre Kommune har ikke fået en ny ansøgning om et vejprojekt, som lever op til kravene. Derfor kan kommunen på nuværende tidspunkt ikke håndhæve etableringen af den private fællesvej.
Må Frelsens Hær have en storskraldscontainer stående på vendepladsen på den private fællesvej?
– På en privatgrund eller -vej har Center for Trafik og Ejendomme ingen vejmyndighed og kan dermed ikke håndhæve noget. Hvis vejen etableres i overensstemmelse med den indgåede aftale i forbindelse med udstykningen, og dermed får status af en privat fællesvej, er det ikke tilladt at have en storskraldscontainer stående på vendepladsen.
Hvem skal håndhæve, at den ikke må stå der?
– Hvis vejen får status af privat fællesvej, kan Hvidovre Kommune som vejmyndighed give påbud om fjernelse af storskraldscontaineren. Det er dog vigtigt at påpege, at vejen endnu ikke er godkendt som en privat fællesvej.
Har Frelsens Hær fået tilladelse til at etablere et parkeringsareal for enden af den private fællesvej?
– Frelsens Hær har ikke ansøgt om tilladelse til at etablere parkeringsareal for enden af den private fællesvej. I det afviste vejprojekt, som er nævnt i et tidligere svar, er der heller ikke ansøgt om etablering af parkeringsareal. Det skal igen bemærkes, at vejen endnu ikke har status af privat fællesvej.
Hvem skal håndhæve, at der ikke må etableres p-areal for enden af vejen?
– I det øjeblik vejen er etableret som privat fællesvej, skal kommunen som vejmyndighed have en ansøgning om etablering af parkeringsareal, hvis der et ønske om at etablere parkeringsareal. Denne skal i øvrigt igennem en VVM-screening (VVM står for ”Vurdering af Virkninger på Miljøet”).
Hvordan kan Hvidovre Kommune godkende en udstykning med en 7 meter bred vej, når der står i lokalplanen, at en blind vej skal være minimum 8,4 meter?
– Kommunen har som vejmyndighed godkendt bredden på 7 meter for den private fællesvej i forbindelse med selve udstykningen, da det på daværende tidspunkt blev fagligt vurderet af vejmyndigheden at være tilstrækkeligt til etablering af den forudsatte private fælles vej.
Foto: Vejstykket ud til Cathrine Boothsvej er endnu ikke etableret.
red