- I VAR ADVARET...

 - I VAR ADVARET...

– men valgte alligevel at køre over for rødt!, skriver KENNETH F. CHRISTENSEN i forbindelse med besparelserne på specialundervisningen:

LÆSERBREV: På sidste møde i Kommunalbestyrelsen kom der en mor forbi i Kommunalbestyrelsens spørgetid. Hun var meget bekymret for eksistensen for K-klasserne (autisme) på Frydenhøjskolen. Efter beslutningen om at indføre forældrebetaling for SFO’er i specialundervisningstilbud og de konsekvenser, som dette medfører, så er den første opsigelse landet og flere overvejer at gå samme vej. Denne mor har gjort sit hjemmearbejde og har lavet en survey, der har det nedslående resultat, at 85% af pædagogerne og 75% af lærerne overvejer at finde et andet job.

Som spørger kommer man for at få et svar. Men der var ikke noget svar fra partierne bag beslutningen. Det var en svær beslutning måtte man forstå.

Men I var advaret om, hvad beslutningen måtte medføre. Som en der til daglig arbejder inden for specialundervisningsområdet, så kunne jeg selv meget detaljeret fortælle jer alle de oplysninger, som I ikke kunne læse jer til i indstillingen. Alligevel valgte I at træde på speederen og køre over for rødt. Så spar mig for, at det er hårdt at skulle træffe beslutningerne. Det er det, der følger med at have magten og er I ikke klar til at stå på mål for jeres beslutninger, hvem skal så? Jeg kender selv svaret. Det er regeringens skyld alt sammen. Men hvis det står til troende, så er det kommunale selvstyre afviklet. Nuvel, der kommer en økonomisk ramme, der aftales mellem regeringen og KL, men det er lokalt, at rammen fordeles. Samtidig med vi får flere og flere akademikere, så skal vi så spare på specialundervisningen. For ganske nylig så jeg et indlæg fra to SF’ere, der lige præcis ønskede bedre normeringer. Dejlig tanke – men ud fra den førte politik kan jeg så regne ud, at det ikke gælder for børn med særlige behov. Det er ikke i orden. Det er rigtige mennesker, I rammer ude på den anden side og jeg synes, det er stærkt bekymrende, at I med en enkelt beslutning, hvor I ikke engang har haft den store lyst til at debattere konsekvenserne af beslutningen er i gang med at fjerne enhver form for arbejdsglæde for vores personale på specialundervisningsområdet. Den her beslutning er en ommer! Hellere i går end i morgen!

Med venlig hilsen

Kenneth F. Christensen (A) Medlem af Børne- & Uddannelsesudvalget