Ingen ændrede regler
LARS HØRDUM med svar om foreningers lån af lokaler
LÆSERDEBAT: Hvis det har forvirret nogle, at der den 4. december på Byens Talerstol i en overskrift stod: ”Pludselig lejebetaling for lokale foreninger”, så kan vi berolige med, at kommunen ikke har ændret reglerne for, hvornår man som forening kan låne lokaler gratis.
Folkeoplysende foreninger kan låne lokaler gratis til foreningsarrangementer for medlemmer. Foreninger, der ikke er godkendt under Folkeoplysningsloven kan låne lokaler gratis til medlemsarrangementer 2-4 gange om året. Uanset foreningstype skal man betale for leje og rengøring, hvis man holder et arrangement, som ikke hører under foreningens formålsparagraf og tager entré for at deltage.
Reglerne for foreningers lån af lokaler blev fastsat i 2019, og de kan findes på hvidovre.dk under Kultur og Fritid – Lån af lokaler.
Lars Hørdum,
Centerchef Kultur og Fritid Hvidovre Kommune