INGEN BØRN SKAL VOKSE OP I FATTIGDOM

 INGEN BØRN SKAL VOKSE OP I FATTIGDOM

- de fortjener en håndsrækning, skriver MARIE-LOUISE JØRGENSEN og MARIA AVNSKJOLD

LÆSERBREV: I Hvidovre ser vi desværre en stigning af børnefamilier, der ansøgninger om julehjælp. I SF er vi bekymrede over den kedelige udvikling, for det er et tegn på, at flere børn lever under forhold, hvor deres forældre føler sig økonomisk trængte. Julen er nok det tidspunkt på året, hvor vi ser det tydeligste klasseskel i vores samfund. Når forældre mærker en knude i maven, når der kommer besked på AULA om at alle i klassen skal have en gave med til den fælles pakkekalender i klassen eller når børnene skal møde ind efter juleferien og fortælle om deres julegaver.

På kommunens sidste udvalgsmøde i Social- og arbejdsmarkedsudvalget, stod det klart at 641 børnefamilier i Hvidovre har fået inflationshjælp i 2023. Derfor har vi i SF sammen med resten af udvalget bedt om at få undersøgt, hvordan kommunen kan oplyse de 641 omfattede familier om deres muligheder for støtte gennem kommunen, efter at inflationshjælpen er ophørt. For vi skal hjælpe de familier mest muligt.

I SF synes vi det er et bekymrende højt tal der praktisk talt betyder, at naboens børn potentielt set ikke har råd til nye vinterstøvler, kalendergaver til skolen eller at de gang på gang må takke nej til børnefødselsdage i klassen. Det medvirker til, at nogle børn ikke føler sig som en del af fællesskabet.

Samtidig kan fattigdommen også have omkostninger for børnene på længere sigt. At vokse op i fattigdom, har langsigtede konsekvenser for den enkeltes uddannelsesniveau, indkomst og sygdomsbillede generelt.

I Danmark påberåber vi os at være et af verdens mest lige og rige lande. Den slags titler forpligter og klinger hult, hvis ikke vi formår at sikre børn en opvækst uden mangler og afsavn. Derfor håber vi også, at regeringen vil prioritere nogle af de mange penge der er i statskassen på at hjælpe de her børnefamilier ud af fattigdom. Det er vi et rigt nok land til.

Derfor kæmper vi i SF Hvidovre for at gøre op med uligheden i vores fælles by og sætte hårdt ind mod børnefattigdom. Vi nægter at stå og se til, mens en andel af danskerne bliver rigere og rigere, og en gruppe af børn efterlades uden mulighed for at gøre fra eller til. Derfor er vi i SF Hvidovre glade for at vi stadig har fritidspasordningen i kommunen, som er et tilbud til økonomisk trængte familier, så deres børn også kan gå til fritidsaktiviteter og være på lige fod med andre børn, for det har stor livsværdi at være en del af et fællesskab uden for skolen.

I SF Hvidovre vil vi gøre alt hvad vi kan for at bekæmpe børnefattigdom. De her børn fortjener en håndsrækning, og det vil vi i SF fortsat arbejde på. Ingen børn skal efterlades alene på perronen. Heller ikke i julen.

Maria Avnskjold og Marie-Louise Jørgensen

SF Hvidovre